Af Ole Maass
Efter en fremragende slutspurt sikrede KIF's U19-hold sig en sejr på 31-30 i den første DM-kvartfinale mod Skanderborg Håndbold.
Kampen blev spillet søndag eftermiddag i en flot kulisse med omkring 600 medlevende tilskuere i Sydbank Arena, hal 1.
Fra kampens start var der ikke meget, der antydede, at det kunne ende med en KIF-sejr. Efter ti minutters spil havde gæsterne bragt sig foran med 1-5, og KIF'erne havde i starten store problemer med en stærkt spillende målmand fra Skanderborg. Samtidig havde de midtjyske gæster også lidt for nemt spil i et KIF-forsvar, hvor der for ofte var en ”halv motorvej”, hvor de rapfodede spillere fra Skanderborg kunne drøne igennem og score bag de to skiftende KIF-keepere, Emil Lund og Rasmus Thomsen.
Det betød da også, at KIF efter godt tyve minutters spil var bagud med 6-12, men iscenesat af KIF's store dirigent og spilstyrer, Pelle Boesen, kom KIF-drengene bedre med i slutningen af første halvleg. Og det betød, at en stor del af det tabte terræn blev indhentet, så KIF'erne kun var bagud med 14-16 ved pausen.
Anden halvleg blev en tæt affære, men stadig med gæsterne i førersædet. Skanderborg førte med 18-21 efter ti minutters spil, men som kampen skred frem fik KIF-drengene bedre fat i forsvaret. Samtidig blev der fyret godt op under stemningen på tilskuerpladserne, og haltaget var ved at lette, da venstre fløj Hans Holst efter 18 minutters spil i anden halvleg udlignede til 23-23. Og stemningen fik endnu et nøk opad, da en scoringssikker stregspiller, Victor Lyngsø et minut senere bragte KIF foran for første gang – 24-23.
I de sidste ti minutter skiftedes de to hold til at score – hele tiden med KIF i front med et enkelt eller to mål.
Pelle Boesen var som nævnt KIF's helt store individualist, som havde enten sidste eller næstsidste hånd på hovedparten af KIF's scoringer. Pelle scorede sit mål nummer 14, da han bragte KIF foran med 30-29 med to minutter og 40 sekunder igen, og halvandet minut før tid scorede Hans Holst så sit femte mål, da han øgede for KIF til 31-29. Gæsterne scorede kampens sidste mål til 31-30 på et straffekast i sidste minut, og dermed er det helt åbent inden næste weekends returkamp i Skanderborg, hvor de to hold skal afgøre, hvem der skal have semifinalepladsen ved det kommende U19-DM, hvor landets fire bedste U19-hold mødes.
KIF's målscorere:
Pelle Boesen, 14, Mikkel Lund og Hans Holst, begge 5, Victor Lyngsø, 4, Christian Sloth, 2 samt Sebastian Bertelsen, 1 mål.