Af Ole Maass
Det er et KIF Kolding-mandskab med tro på egne evner, som lørdag eftermiddag tager til Nykøbing Mors for her at møde Mors-Thy Håndbold, som lige nu indtager ligaens tredjeplads.
Efter sejren i sidste uge over Lemvig-Thyborøn og en god træningsuge er det et KIF-mandskab, som har fuldt fokus på at følge de seneste gode præstationer i kampene mod Fredericia, BSH og Lemvig-Thyborøn op. Desværre er KIF-anfører, Jens Svane, tvivlsom til kampen, da han udgik fra fredagens træning med en skade.
KIF-træner Kristian Kristensen tror på mulighederne for at få et godt resultat med hjem fra Sparekassen Thy Arena i Mors. Lørdagens kamp fløjtes i gang klokken 16.00.
-Mors-Thy er et meget stærkt hjemmehold, men kan vi følge nogle af de seneste gode præstationer op har vi bestemt mulighed for at få point med hjem. I den seneste kamp mod Lemvig stod vi stærkt i forsvaret, og vi lavede et beskedent antal tekniske fejl. Kan vi være lidt mere kyniske i afslutningerne tror jeg på, at vi har en god chance. Mors-Thy er et hold, som spiller håndbold i høj fart, så jeg tror vi får en tempofyldt kamp, og i playmaker Frederik Tilsted og venstre back Marcus Midtgaard har de to store profiler, som vi skal holde et ekstra øje med. Men de har et bredt hold med gode spillere på alle pladser, konstaterer Kristian Kristensen.
Til lørdagens kamp kommer KIF-spillerne ikke til at føle sig alene i hallen. KIF Koldings fanklub, Den Gyldne Hånd, tager turen med en fyldt bus til Nykøbing Mors, og fanklubben har arrangeret julefrokost i bussen til Mors. Så fanklubmedlemmerne er givetvis i godt humør, når de ankommer til det nordvestjyske. Og som altid bakker de KIF-drengene heftigt op, og så satser vi ellers på, at de er i endnu bedre humør, når turen går hjemad til Kolding.
Kampen mellem Mors-Thy Håndbold og KIF Kolding vises ikke i tv, men man kan følge med i live-opdateringerne på Tophaandbold-app'en.
#vikæmperforkolding - #40årpåtoppen