Af Ole Maass
Klasse fornægter sig ikke. Og verdensklasse gør slet ikke. Verdensklasse var lige præcis, hvad GOG's venstre back og landsholdsspiller Simon Pytlick diskede op med søndag eftermiddag for øjnene af et rekordstort publikum på 4709 tilskuere i Sydbank Arena.
Udover, at Simon Pytlick selv lavede otte mål på otte forsøg havde han vel også næstsidste hånd på 12-14 afleveringer til medspillerne, som endte med mål, og dermed var den 21-årige knægt fra Thurø mere end nogen anden manden, som sikrede at GOG's danske mestre kunne rejse fra Kolding med en hårdt tilkæmpet sejr på 30-26 over KIF Kolding.
Kampen var nemlig langt tættere end sejrscifrene antyder. Da der manglede ni minutter førte GOG således kun med 25-24 efter, at KIF's store stærke stregspiller Steven Plucnar havde reduceret for KIF. Men flere tekniske fejl og lidt for satsede indspil til stregen i kampens sidste minutter gjorde sit til, at fynboerne alligevel kunne trække fra og sikre sig en fire måls sejr.
Det var nemlig langt fra kun GOG's komet Simon Pytlick, som var ene om at levere en stærk præstation i en håndboldkamp, som generelt var en fantastisk propaganda for håndboldspillet. KIF Kolding-spillerne leverede således en rigtig god holdpræstation med fine individuelle præstationer af spillere som Bjarke Christensen, Jesper Meinby, Benjamin Pedersen og målmand Tim Winkler. Der blev fightet flot i forsvaret, og kampen viste, at KIF Kolding i denne sæson har taget store skridt frem i forhold til ligaens bedste hold. Og der skulle såmænd ikke ret meget til, før KIF'erne kunne have sikret sig et point eller to.
Men samtidig må man også konstatere, at GOG-mandskabet også er det suverænt bedst spillende hold, som i denne sæson har besøgt Kolding. Fynboerne spillede med lidt færre tekniske fejl end KIF, og i forhold til kontrafasen, som er ét af GOG's varemærker var statistikken nogenlunde uafgjort. Men i angrebsspillet havde fynboerne oftest lidt lettere ved at finde brugbare løsninger – ikke mindst i kraft af Simon Pytlicks power og skudkraft, som også gjorde, at der nogen gange var to KIF'ere, som gik frem til ham – og dermed efterlod han større plads til spillere som Emil Madsen og Lauritz Legér, ligesom Pytlick også har et sublimt sammenspil med Lukas Jørgensen på stregen.
KIF'erne fik flot opbakning af det store publikum, og de kan ærgre sig over, at det blev lige ved og næsten. Men kampen viste altså, at KIF i denne sæson kan bide skeer med alle hold i ligaen. Det rakte ikke til point, men fortsætter KIF'erne de takter venter der flere point forude.
Og så kunne vi i øvrigt også glæde os over et gensyn med seks gamle KIF- og GOG-legender fra storhedstiden med de mange finaler mellem de to klubber. Hans Peter Munk-Andersen, mangeårig anfører i KIF's første store guldalder, Sebastian Seifert, en kæmpeprofil i ni sæsoner i KIF's anden guldalder samt Bo Spellerberg, en gigantprofil i 16 sæsoner og med i både den anden og tredje guldalder havde en venskabelig skuddyst i pausen med tre gamle GOG-profiler, Søren Haagen, Bent Møller og Michael Pedersen. Den dyst vandt de gamle GOG-drenge med 1-0, men for os der har fulgt KIF Kolding i et par menneskealdre var det dejligt at se de gamle drenge i aktion igen!
Matchfakta:
KIF Kolding-GOG: 26-30 (15-14)
Målscorere:
KIF: Bjarke Christensen, 7, Sander Øverjordet, Benjamin Pedersen og Jesper Meinby, hver 4, Viktor Nevers og Thomas Boilesen, hver 2, Jens Svane, Steven Plucnar og Mads-Peter Lønborg, hver 1 mål.
GOG: Simon Pytlick, 8, Emil Madsen og Lukas Jørgensen, hver 5, Morten Olsen og Lauritz Legér, hver 3, Jerry Tollbring, 2, Nicolai Pedersen, Henrik Jakobsen, Nejc Cehte og Oskar Vind Rasmussen, hver 1 mål.
Udvisninger: KIF: 2, GOG: 1
Redninger:
KIF: Magnus Brandbyge: 3/16 (18,75 procent), Tim Winkler: 8/24 (33,33 procent)
GOG: Tobias Thulin: 7/27 (25,93 procent), Matthians Dorgelo: 3/9 (33,33 procent).
Tilskuere:
4709 i Sydbank Arena
Dagens Man of the Match:
KIF: Bjarke Christensen, GOG: Simon Pytlick