KIF skal tage farten af Ribe-Esbjerg


Af Ole Maass

Det er en modstander, som spiller med masser af fart, tempo og risiko, som KIF Koldings mandlige ligahold skal op imod, når Ribe-Esbjerg HH lørdag klokken 15.30 gæster Sydbank Arena, hvor de to klubber dyster om vigtige point.

De vestjyske gæster har gang i en fremragende sæson, og de har imponeret ved at hente 18 point i sæsonens første 14 kampe. Ribe-Esbjerg indtager dermed ligaens øjeblikkelige fjerdeplads.

Men KIF Kolding-spillerne er opsatte på at stoppe vestjydernes pointmæssige fremmarch i ligaen, og KIF-træner Kristian Kristensen har et bud på, hvordan det skal gøres.

-Det handler om, at vi skal forsøge at få styringen over tempoet i kampen. Ribe-Esbjerg spiller hurtig og tempofyldt håndbold med masser af hurtig midte og med høj risiko samtidig med, at de begår få tekniske fejl. Hvis vi skal undgå at blive straffet kræver det, at vi selv spiller med få fejl i angrebet. Og samtidig skal vi have vort forsvar op i det niveau vi viste i anden halvleg, da vi i sidste uge slog Skjern, siger Kristian Kristensen.

Hos lørdagens modstander har træner Anders Thomsen masser af offensive kort at spille ud. Det gælder bagspillerne William Aar, Elvar Asgeirsson, Simon Birkefeldt og Emil Grønbech. Holdet har ikke færre end tre stærke playmakere: Magnus Haubro, Jonas Larholm og Marcus Mørk, ligesom brødrene Mathias og Morten Jørgensen på hver sin fløj er et par træsikre spillere. I forsvaret er det spillere som Jesper Lindgren samt stregspiller Andreas Søgaard, som holder modstanderne fra at score, og så har Ribe-Esbjerg også fået en særdeles stærk mand i målet i svenske Niklas Kraft, som udgør målmandsduoen sammen med den tidligere KIF-målmand, August Eli Bjørgvinsson, som vi naturligvis byder særligt velkommen på hans gamle hjemmebane.

Det ændrer dog ikke på, at vi lørdag eftermiddag satser på, at vestjyderne forhåbentlig skal have en hed oplevelse i Sydbank Arena, hvor de gerne skal mærke, at det er KIF's hjemmebane de spiller på. Ribe-Esbjerg er således et langt stærkere hold på hjemmebane end på udebane. Hjemme i Ribe og Esbjerg har de indtil nu i denne sæson hentet 14 af deres 18 point, og hvis ellers KIF's ottende mand – publikum – giver den fuld gas i alle 60 minutter kan vi forhåbentlig bidrage til, at Ribe-Esbjergs udebanestatistik ikke bliver forbedret lørdag eftermiddag.

#vikæmperforkolding