Foto: Photo-Andersen
Af Ole Maass
KIF's drømme om en plads i DM-semifinalerne hænger nu i en særdeles tynd tråd efter, at KIF'erne søndag aften tabte den vitale udekamp i Esbjerg mod Ribe-Esbjerg med 28-26 efter en KIF-føring på 13-16 ved pausen.
I langt størstedelen af kampen var det et fornuftigt spillende KIF-hold, som havde initiativet i kampen, og da Benjamin Pedersen på et stregmål med godt 11 minutter tilbage af kampen bragte KIF foran med 20-23 så det stadig rigtig godt ud set med KIF-øjne.
Men i løbet af de følgende fem minutter lavede KIF'erne en håndfuld tekniske fejl, afslutninger på stolperne og en enkelt udvisning, og det benyttede hjemmeholdet til at score fem gange i træk og gå fra 20-23 til en føring på 25-23. Det vestjyske come back overvandt KIF'erne aldrig, og derfor kunne KIF-drengene og de 100 medrejsende KIF-fans ærgre sig godt og grundigt over, at det der langt hen ad vejen lignede en KIF-sejr i stedet endte med et to måls nederlag.
Efter Skjerns sejr senere søndag aften over Aalborg levner det kun KIF'erne en teoretisk chance for en semifinale, mens Ribe-Esbjerg med sejren over KIF nu har et lidt større håb om en plads i semifinalen.
I kampen i Esbjerg stillede KIF op uden førstemålmand Magnus Brandbyge, men i stedet stod Rasmus Døssing mellem KIF-stængerne i størstedelen af kampen, og han leverede en rigtig habil præstation og sluttede kampen med en redningsprocent på godt 35, hvilket er absolut godkendt. En spiller som Thomas Boilesen kom på banen i første halvleg og leverede et stærkt indhop, og spillere som Jens Svane Peschardt, Steven Plucnar og Benjamin Pedersen leverede også ganske fornuftige præstationer.
For KIF'erne handler det nu om at bruge de næste ti dages landsholdspause på lige at trække luft ind og så være klar til de sidste tre kampe i slutspillet, hvor spillerne skal slås for point og vise, at femtepladsen i ligaens grundspil ikke var en tilfældighed – men resultatet af en stærk indsats i denne sæson, hvor KIF'erne har overrasket alle eksperter.
KIF's næste kamp i slutspillet er mod Aalborg Håndbold, og kampen spilles onsdag den 3. maj, klokken 19.00 i Sydbank Arena.
Matchfakta:
Ribe-Esbjerg-KIF Kolding: 28-26 (13-16)
Målscorere:
Ribe-Esbjerg: Elvar Asgeirsson og Emil Grønbech, begge 5 mål, Simon Birkefeldt, 4, Andreas Søgaard, 3, William Aar, Sune Iversen, Mathias Jørgensen, Magnus Haubro og Jonas Larholm, hver 2 samt Marcus Mørk, 1 mål.
KIF: Bjarke Christensen og Jens Svane, hver 5 mål, Erik Toft og Thomas Boilesen, hver 4, Benjamin Pedersen og Steven Plucnar, hver 3 samt Viktor Nevers, 2 mål.
Redninger:
Ribe-Esbjerg: Agust Eli Bjørgvinsson: 11/35 (31,43 procent), Markus Hove Madsen: 0/1
KIF: Tim Winkler: 0/5, Rasmus Døssing: 12/34 (35,29 procent).
Udvisninger:
Ribe-Esbjerg: 1, KIF: 2
1256 tilskuere i Blue Water Dokken i Esbjerg