Af Ole Maass
KIF Koldings mandlige ligahold sikrede sig avancement til pokalturneringens 1/8-finaler, da holdet tirsdag aften i Dalumhallerne vandt en forholdsvis sikker sejr på 26-32 efter en KIF-føring på 12-16 mod 1. divisionsholdet HC Odense.
KIF'erne kom dog på hårdt arbejde mod et godt kæmpende hjemmehold, og undervejs i kampen lavede KIF'erne lidt vel mange tekniske fejl og havde lidt for mange afbrændere på en stærkt spillende HC Odense-målmand, som i perioder af kampen næsten blev skudt til ”verdensmester”.
KIF'erne førte dog kampen igennem med tre-fire mål, så sejren var aldrig i fare. I perioder var kampen også lidt hårdt spillet, og som følge heraf blev der givet ret mange udvisninger.
Det var ikke alle de udvisninger, der var lige logiske. Én af dem ramte således KIF's norske landsholdsplaymaker, Sander Øverjordet, som i et gennembrud blev ramt hårdt i hovedet. Og i stedet for en udvisning til hjemmeholdet endte det med en udvisning for film til Sander Øverjordet. KIF-træner Kristian Kristensen fortæller efter kampen, at man nu vil observere Sander Øverjordet for en mulig hjernerystelse.
Kristian Kristensen hæfter sig ved, at hans mandskab leverede en god professionel indsats.
-Og samtidig er der grund til at rose HC Odense, som gav os kvalificeret modstand. De havde også sørget for en fin kulisse med 400 tilskuere. Samtidig vil vi også rose vores egen fanklub, Den Gyldne Hånd, som altid bakker os rigtig stærkt op. Det gjorde de også denne aften i Odense, og det betyder rigtig meget for os, siger Kristian Kristensen.
Sejren betyder, at KIF nu er med i bowlen, når der trækkes lod til 1/8-finalerne, som spilles i slutningen af august/starten af september.
Matchfakta:
HC Odense (1. division)-KIF Kolding (liga): 26-32 (12-16).
Topscorere, HC Odense: Dines Kjeldgaard, 7, Jacob Lyck, 5, Rasmus Levinsen, 4.
Målscorere, KIF: Mathias Hedegaard og Jens Svane, hver 5, Oliver Norlyk og Bjarke Christensen, hver 4, Vetle Rønningen, Benjamin Pedersen og Viktor Nevers, hver 3, Sander Øverjordet, 2, Frederik Bay, Robert Timmermeister og Magnus Brandbyge, hver 1 mål.
Ca. 400 tilskuere i Dalumhallerne