Af Ole Maass
Et blik på stillingen i mændenes håndboldliga fortæller alt om vigtigheden af den kamp KIF Kolding og Lemvig-Thyborøn udkæmper torsdag klokken 18.30 i Sydbank Arena i Kolding.
Med KIF Kolding på en 14. plads med tre point op til Lemvig-Thyborøn på 13. pladsen siger det sig selv, at der er pres på KIF-drengene, men KIF-træner Kristian Kristensen er nu rimelig fortrøstningsfuld i forhold til, at hans hold kan hente de to meget vigtige point, som en sejr torsdag aften kan afstedkomme.
-Vi har stor respekt for Lemvig, som er et hold der altid fighter i 60 minutter. Men kan vi selv fortsætte den spillemæssige udvikling vi har vist i de seneste tre kampe tror vi på, at vi kan hente en sejr. Vi har trænet godt og vi har fået Erik Toft og Sander Øverjordet hjem fra det norske landshold i fin form. Spillerne har været fokuserede, og derfor har vi først og fremmest fokus på det vi selv skal gøre i torsdagens kamp. Vi skal spille med fart og intensitet, og det siger sig selv, at vi skal have ekstra fokus på en spiller som Jeppe Gade hos Lemvig. Han har spillet på et ekstraordinært højt niveau i de senere kampe, konstaterer Kristian Kristensen om gæsternes playmaker.
Lige nu er Jeppe Gade suveræn topscorer i ligaen med 90 mål i sæsonens første 11 kampe – over otte i snit pr. kamp. Gade er ikke eneste spiller hos gæsterne, som lyser ekstra op. Også den hollandske landsholdsspiller Jorn Smits er en stor profil, og det samme kan siges om den kommende KIF-spiller, målmand Emil Tellerup, som har ageret plankeværk med høje redningsprocenter i blandt andet de fire kampe mod Fredericia, Nordsjælland, TTH og Sønderjyske, hvor Lemvig har hentet deres hidtidige seks point.
Hos Lemvig er der også to spillere med en fortid i KIF, som vi naturligvis siger ekstra velkommen til, Mats Gordon Krog og Emil Jessen. Vi satser så bare på, at det ikke lige er på torsdag, at de og deres holdkammerater skal have point med hjem til det nordvestjyske.
Der afhænger også af, at KIF Kolding får holdets ”ottende mand” med torsdag aften. Tilskuere og KIF-fans skal give den hele armen i alle 60 minutter, og herfra skal opfordringen lyde til, at alle KIF-fans tager deres bedste ven, mand, kone, kæreste, lillebror, fætter eller kusine med i hallen. Så vi kan få en massiv opbakning til KIF-drengene. Det bliver der brug for.