Af Ole Maass
KIF Koldings mandlige ligahold åbner lørdag klokken 17:15 i Royal Stage Arena i Hillerød den nye sæson med et pokalbrag – 1/8-finalen i pokalturneringen Santander Cup – mod Nordsjælland Håndbold.
-Vi glæder os til den kamp, og vi glæder os til at spille kampe, hvor der er noget på spil. Det er der jo i høj grad lørdag eftermiddag, konstaterer KIF-træner Kristian Kristensen.
Samtidig slår han dog fast, at man næppe skal forvente at se et KIF-hold, som spiller sprudlende og på allerhøjeste niveau lige fra sæsonstarten.
-I træningskampene har vi spillet med mange skiftende relationer, og derfor har der været store udsving. Vi havde en rigtig fin tur til Portugal, og rammer vi det niveau vi viste i sejren over Benfica er det rigtig godt. Men vi kommer givetvis til at se nogle udsving i starten, forudser Kristian Kristensen.
Af de nye spillere er tyske Robert Timmermeister blevet spillet godt ind i midterforsvaret sammen med Vetle Rønningen, ligesom en anden nytilkommen spiller, højre back, Martin Risom, også stille og roligt nærmer sig kampformen. På samme plads har Oliver Norlyk vist stor styrke i flere af træningskampene.
Mens KIF har tilføjet en del nye spillere til truppen har lørdagens modstander fra Nordsjælland Håndbold haft færre udskiftninger på et hold, hvor profilerne blandt andre er målmand Jimmi Andersen, bagspillerne Mathias Campbell, Nichlas Hald og Kristian Olsen samt højre fløj Carl-Emil Haunstrup. Sjællænderne har dog også fået nyt blod i form af playmaker Oliver Klarskov fra TMS Ringsted samt den tyske playmaker Justin Müller.
-Jeg har set fem af Nordsjællands træningskampe, og det er et hold med fart over feltet og et offensivt forsvar. De har en stærk kontrafase, og vi ved at vi kommer på hårdt arbejde mod dem. Det bliver en kamp med masser af tilskuere, fordi det er et dobbeltarrangement, hvor HØJ spiller pokalkamp mod Bjerringbro-Silkeborg forud for vores kamp. Så vi skal være hundrede procent klar fra start, lyder det fra Kristian Kristensen.
KIF-spillerne kommer dog langt fra til at være alene i Hillerød, da KIF's fanklub, Den Gyldne Hånd, sender en busfuld fans over for at bakke KIF-drengene op til denne vigtige kamp, hvor der står en plads i pokalturneringens kvartfinale på spil.