Intens kulisse venter i Skæringhallen


Af Morten Ravn

Lørdag kl. 16:00 venter andet playoffopgør mod Aarhus Håndbold, når turen går til en udsolgt og intens Skæringhal.

Efter sejren på 34-30 i det første opgør i AL Sydbank Arena er udgangspunktet klart for KIF Kolding. En sejr vil lukke serien og sende holdet videre i jagten på oprykning.

Men der venter en helt anden kulisse på udebane, hvor Aarhus Håndbold vil gøre alt for at tvinge serien ud i en afgørende tredje kamp.

Fries: “Det er det, vi har spillet for”
For målmand Thorsten Fries handler det om at gribe muligheden:
“Det bliver en fed opgave. Det er jo det, vi har spillet for hele året – at stå i sådan en kamp. Det bliver en utrolig spændende kamp, og jeg glæder mig virkelig meget.”

KIF Kolding kommer ind til opgøret med momentum efter fredagens sejr, og det kan få betydning i lørdagens kamp:
“Det giver os noget momentum, at vi vandt den første kamp, og vi var godt med langt hen ad vejen. Det bliver vigtigt, at vi får en god start – det kan måske være med til at lægge lidt pres på dem og skabe usikkerhed.”

Tættere på topniveau
Thorsten Fries er samtidig tilbage i målet efter en periode med skade, og selvom han endnu ikke er helt oppe på sit topniveau, går det den rigtige vej:
“Jeg er der nok ikke helt endnu, men kampen i fredags viste også, at jeg måske er tættere på, end jeg selv troede. Det er lidt svingende lige nu, men det begynder at ligne noget, og forhåbentlig bliver det bedre, jo flere kampe jeg får.”

To mulige scenarier
Med en sejr lørdag lukker KIF Kolding serien mod Aarhus Håndbold og spiller sig videre til næste fase, hvor modstanderen bliver sidstepladsen fra kvalifikationsspillet i Bambuni Herreligaen.

Ender det derimod med et nederlag, skal serien afgøres i en tredje og altafgørende kamp søndag d. 26. april kl. 17:00 i AL Sydbank Arena.

Der er med andre ord lagt op til en intens eftermiddag i Aarhus, hvor meget er på spil

Har du ikke fået billet til kampen, kan opgøret ses direkte på DirekteSport.dk

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere

TILMELD DIG NYHEDSBREVET

og modtag nyheder og tilbud fra kif kolding