Af Ole Maass
Det er én af sæsonens sværeste kampe, der venter når KIF Koldings ligahold tirsdag aften – klokken 20.00 i Sydbank Arena – tager imod DM-favoritterne fra Aalborg Håndbold.
Nordjyderne kommer som bekendt til Kolding med en stjernebesætning med landsholdsspillere på stort set alle pladser og med kæmpeprofiler som Mikkel Hansen, Niklas Landin, Henrik Mølgaard, Thomas Arnoldsen og Mads Hoxer er nordjyderne selvfølgelig storfavoritter til at tage begge point med hjem fra besøget i Kolding.
KIF-træner Kristian Kristensen slår da også fast, at han og spillerne har en klar dagsorden til tirsdagens kamp mod Aalborg Håndbold – set i lyset af den skuffende kamp KIF leverede i lørdags mod TTH Holstebro, der som bekendt endte med et klart nederlag.
-Vi var selvfølgelig irriterede og skuffede over det vi præsterede i lørdags. Vi skal derfor bruge kampen mod Aalborg til at finde tilbage til de dyder vi har vist i tidligere kampe i denne sæson. Vi skal have masser af energi, og vi skal vise et helt andet udtryk og bringe mere fysik, flere tacklinger og ellers lægge håndbremsen. Hvor langt det så række vil vise sig, men vi skal vise at kampen i lørdags var en enlig svale, siger Kristian Kristensen.
I sæsonens første kamp lykkedes det faktisk KIF'erne at presse Aalborg ud i en tæt kamp, som først blev afgjort i de sidste minutter, da Aalborg satte Mikkel Hansen og Niklas Landin på banen, og i sidste sæson spillede KIF'erne også nogle forholdsvis tætte kampe mod Aalborg – herunder grundspilskampen i Kolding, som KIF rent faktisk vandt.
-Vi håber på, at vi kan byde Aalborg op til dans. Der skal som bekendt to til tango, og vi har en intention om, at vi kan være med til denne dans. Også fordi vi ønsker at sende et signal om, at den kamp vi leverede i lørdags ikke er det vi ønsker at stå for, siger KIF-træneren, som samtidig har en appel til publikum.
-Vi har brug for jer, og vi har brug for en massiv opbakning. Så kan vi forhåbentlig være med til at skabe en håndboldfest.
Til KIF's hjemmepublikum ligeledes denne opfordring: Kom i god tid i hallen inden kampstart klokken 20.00. Vi forventer rigtig mange tilskuere til denne håndboldkamp.