Af Ole Maass
KIF Koldings mandlige ligahold skal torsdag eftermiddag – klokken 15.00 i Sydbank Arena - op imod de svenske mestre anno 2022, Ystads IF med to tidligere KIF-profiler, Kim Andersson og Philip Stenmalm som et par af de fremtrædende spillere.
Det er sæsonens første test for det nye KIF-hold, som har været i gang med sæsonforberedelserne de seneste knap to uger.
-Vi har naturligvis haft stor fokus på den fysiske træning, men vi har haft en del dage med to træningspas, hvor vi starter med den fysiske træning og efterfølgende har trænet håndbold. Vi arbejder med vores spilkoncept, og det sidder naturligvis ikke i skabet i denne tidlige fase af forberedelserne. Men vi har arbejdet godt, lyder det fra KIF-træner Kristian Kristensen.
Til kampen torsdag i Sydbank Arena har Kristian Kristensen og assistenttræner Anders Eggert ikke hele truppen til rådighed. De to stregspillere Benjamin Pedersen og Jonas Tidemann er ikke til rådighed efter deres respektive skadespause. Målmand Magnus Brandbyge og playmaker Sander Øverjordet vil også i starten være på spillemæssig skånekost, så de kun kommer til at spille begrænset tid, ligesom nytilkomne Martin Risom Christensen på højre back-pladsen også i starten af sæsonen kommer til at optræde primært i forsvaret, da hans venstre skudarm skal skånes.
Kristian Kristensen understreger, at resultaterne i træningskampene ikke er det altafgørende.
-Vi kommer op imod et stærkt svensk hold, som blev mestre i forrige sæson og som var i SM-semifinalen i den seneste sæson. I den seneste sæson imponerede de blandt andet også ved at slå Flensborg i European League. Så det er et stærkt hold vi skal møde. Men for os handler det om at komme godt i gang og få fordelt ressourcerne bedst muligt, lyder det fra Kristian Kristensen.
Til kampen torsdag klokken 15.00 i Sydbank Arena (hal 3) er der gratis adgang for alle tilskuere.