Flot fight rakte ikke til point i Aalborg


'}}

Af Ole Maass

Da der manglede tre minutter og 19 sekunder sendte Pelle Boesen en bold ind på stregen til Benjamin Pedersen, som reducerede til 30-32 for KIF imod de nordjyske værter fra Aalborg. KIF'erne var dermed på færten af et overraskende come back mod det nordjyske storhold i onsdagens ligakamp i en fyldt Sparekassen Danmark Arena i Aalborg.

Come backet og overraskelsen udeblev dog, da hjemmeholdet så lige sendte Mikkel Hansen på banen, som med hjemmeholdets tre sidste scoringer sammen med tre redninger af Niklas Landin afgjorde kampen til fordel for Aalborg, så hjemmeholdet vandt med 35-31 efter en føring på 18-12 ved pausen.

Status på kampen var dog en uhyre flot fight fra KIF'ernes side. KIF'erne var godt med i første halvleg, hvor holdet var med til 8-7 efter godt 17 minutters spil. Så fulgte imidlertid en stribe fejlafleveringer fra KIF's side, og de blev prompte straffet af hjemmeholdet, som altså kunne gå til pause med en sikker seks måls føring.

I anden halvleg skiftedes de to hold til at score. KIF fik minimeret fejlene, men hjemmeholdet og dets mange fans kunne dog trække vejret nogenlunde roligt, da Aalborg gennem det meste af halvlegen førte med fem-seks mål.

Med godt ti minutter tilbage af kampen reducerede Pelle Boesen for KIF til stillingen 29-26, og dermed var KIF for første gang i kampen kun tre mål bagud i forhold til det stjernebesatte hjemmehold.

KIF'erne fortsatte med at spille klogt og i afslutningen af kampen bidrog unge spillere som Pelle Boesen med flere assist, Victor Lyngsø på stregen og Jonas Fuglsbjerg i bagkæden flot til at presse hjemmholdet, så der i hvert fald blev et flig af spænding om udfaldet.

Forinden havde blandt andre Erik Toft spillet en stor kamp med syv mål på ni forsøg, ligesom Benjamin Pedersen med fem og Viktor Nevers med fire mål på seks forsøg også stod stærkt i KIF-angrebet.

KIF'erne kan i den grad bruge indsatsen i Aalborg frem mod den kommende uhyre vigtige hjemmekamp på lørdag i Sydbank Arena, hvor KIF'erne klokken 15.30 tager imod Skanderborg/AGF. Til den kamp har KIF'erne brug for maksimal opbakning, og spiller KIF-drengene på samme niveau som onsdag aften i Aalborg er det langt fra umuligt, at der er point i vente for KIF.

Matchfakta:

Aalborg Håndbold-KIF Kolding: 35-31 (18-12)

Målscorere:

Aalborg: Buster Juul, 6, Marinus Munk og Mads Hoxer, begge 5, Martin Larsen, Mikkel Hansen og René Antonsen, hver 4, Aleks Vlah, 3, Simon Hald, 2, Patrick Wiesmach og Jack Thurin, begge 1 mål.

KIF: Erik Toft, 7, Benjamin Pedersen, 5, Viktor Nevers, 4, Bjarke Christensen, 3, Victor Lyngsø, Oliver Norlyk, Jens Svane og Jonas Fuglsbjerg, hver 2, Frederik Bay, Robert Timmermeister, Peter Lund og Pelle Boesen, hver 1 mål.

Udvisninger:

Aalborg: 2, KIF: 1

Redninger:

Aalborg: Fabian Norsten; 8/32 (25 procent), Niklas Landin: 3/10  (30 procent).

KIF: Rasmus Døssing: 7/31 (22,58 procent), Magnus Brandbyge: 2/13 (15,38 procent)

Tilskuertal:

5055 i Sparekassen Danmark Arena i Aalborg

#vikæmperforkolding