En stor udfordring er i vente for KIF Kolding


Af Ole Maass

Det er et KIF-mandskab med en god tro på egne evner, som søndag drager til Sjælland for her – klokken 18.30 i Ølstykke Hallen – at spille den første af to eller tre afgørende kvalifikationskampe til ligaen mod HØJ Elitehåndbold.

KIF-træner Anders Eggert ved godt, at hans mandskab ikke er favorit imod det sjællandske ligahold, som har haft en svær første sæson i Bambuni Herreligaen.

-Vi glæder os til at måle os med et ligahold. Erfaringen fra de foregående sæsoner viser, at det er ligaholdet, som er favorit i disse opgør mod et 1. divisionshold. Men vi kommer til kampen med en tro på, at vi kan være med. Det er jo disse kampe vi gennem hele sæsonen har arbejdet for at komme til at spille, og så er det jo på dagen vi forhåbentlig skal bevise, at vi kan være med. Vi ved, at HØJ har en række store profiler, men vi skal først og fremmest have fokus på at gøre vores egne ting rigtigt, understreger Anders Eggert.

Da KIF i søndags besejrede Aarhus Håndbold med 28-22 var det ikke mindst i forsvaret og på målmandspositionen KIF vandt kampen.

-Det var en rigtig god kamp mellem to stærke hold. Vi formåede så i anden halvleg at lægge nogle ekstra procenter på i forsvaret, som betød at Emil Tellerup leverede en fremragende anden halvleg. I første halvleg præsterede Thorsten Fries også rigtig godt i målet, konstaterer Anders Eggert og føjer til, at han håber hans mandskab vil være i stand til at levere forsvarsspil på samme niveau mod HØJ.

Hos hjemmeholdet er der mange profiler som bagspillerne Simen Schønningsen, Jonathan Svensson og Linus Arnesson, fløjspillerne Hampus Wanne og Tobias Nielsen, stregspiller Kassem Awad samt målmændene Till Klimpke og Emil Imsgard. Men nok har hjemmeholdet mange profiler. Som hold har den ambitiøse klub dog på lange stræk i debutsæsonen i ligaen ikke fået tingene til at fungere optimalt. Det er årsagen til, at HØJ Elitehåndbold og KIF Kolding søndag eftermiddag mødes i den intime hal i Ølstykke, hvor der bliver fuldt hus – det vil sige 800 tilskuere.

Og som ved alle andre udekampe kan KIF-drengene på søndag se frem til at få opbakning fra cirka 40 medlemmer af KIF Koldings fanklub, Den Gyldne Hånd, som vil være ved sidelinjen for at bakke KIF-drengene op!

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere

TILMELD DIG NYHEDSBREVET

og modtag nyheder og tilbud fra kif kolding