Af Ole Maass
Der er vigtige point på spil, når KIF Koldings mandlige ligahold lørdag tager til Sønderborg for her i Broager Sparekasse Skansen at møde lokalrivalerne fra SønderjyskE.
Og meget tyder på forhånd på, at det bliver en kamp hvor det hold, der står stærkest i forsvaret, som vil have de bedste betingelser for at trække sig sejrrigt ud af kampen.
-SønderjyskE råder over en stærk defensiv med spillere som Jacob Bagersted og Morten Bjørnshauge. Vi forventer at blive mødt af en hård fysik, men vi viste også i vores seneste kamp mod Ribe-Esbjerg, at vi med en meget stærk defensiv som base var i stand til at vinde den kamp. Så jeg forventer en hård forsvarskamp, lyder det fra KIF-træner Kristian Kristensen.
I de seneste par kampe har KIF-spillerne også hævet niveauet i angrebsspillet, hvor der er sat mere tempo i det stationære angrebsspil, og hvor ikke mindst Oliver Norlyk på højre back pladsen, men også Sander Øverjordet på playmakerpladsen og Erik Toft på venstre back har udviklet sammenspillet, så KIF'erne både var i stand til at splitte Skjerns og Ribe-Esbjergs forsvar.
Lørdagens modstander, SønderjyskE, råder også over flere spillere, som har stærke kompetancer i angrebet – og som KIF's forsvar derfor skal ofre ekstra opmærksomhed. Det gælder ikke mindst den tidligere KIF'er Nicolai Jørgensen, som senest imponerede med ti mål, da Sønderjyske i søndags på Sydfyn slog GOG. Men også spillere som svenske Andreas Lang, norske Kristian Stranden og Oliver Eggert er folk i den sønderjyske bagkæde, som kan give KIF'erne udfordringer.
Lørdagens kamp mellem SønderjyskE og KIF spilles klokken 15.00, og heldigvis bliver KIF-drengene ikke alene i den sønderjyske håndbold-højborg. KIF's fanklub, Den Gyldne Hånd, sender en busfuld fans og medlemmer afsted for at bakke KIF-drengene op. Kampen vises ikke i tv, men kan følges i opdateringerne på app'en tophåndbold.dk.