Dagens KIF-fan: Søren Suurballe


'}}

Af Ole Maass

KIF Kolding har mange trofaste og dedikerede fans, og KIF har i Den Gyldne Hånd en fanklub som altid er med og bakker KIF-drengene op – både hjemme og ude. Vi vil i de kommende uger i en håndfuld artikler give ordet til nogle dedikerede KIF-fans.

Vi lægger ud med Søren Suurballe, 62 år. Han er uddannet skolelærer og arbejder til daglig som skoleleder på As Friskole, som ligger ved Juelsminde. Her har han været skoleleder de seneste 11 1/2 år. Søren bor sammen med sin hustru Jette i den lille flække Breth, som ligger en halv snes kilometer fra Juelsminde. Både Søren og hustruen er inkarnerede KIF Kolding-fans.

Hvornår begyndte du som fan at følge KIF Kolding?

-Min far var i mange år næstformand i KIF's fodboldafdeling, og i mange år var vi altid sammen på Kolding Stadion for at se KIF spille fodbold. Men i slutningen af 80'erne begyndte vi at tage ud i KIF-Centret for at se KIF spille håndbold i det, der dengang hed 1. division. Vi blev bidt af håndbolden, og i slutningen af 80'erne og starten af 90'erne vandt KIF jo masser af mesterskaber og spillede store Europa Cup-kampe. Så vi fik mange store oplevelser. Men så fulgte en lang årrække, hvor vi ikke fulgte så meget med. I 2012, da KIF blev til KIF Kolding København købte jeg sæsonkort og så alle kampene i både Kolding og Brøndby. Siden dengang har jeg haft sæsonkort og set alle hjemmekampe og en del udekampe. Så de seneste godt ti år har jeg været med hver gang. Min hustru Jette har også været med siden 2012.

Hvad giver det dig at være med på sidelinjen som fan?

-Det giver en masse store oplevelser, og jeg er med både når det går godt og når det går knap så godt. Vi har jo oplevet en masse vilde kampe. Men det er lige så vigtigt, at vi som fans også er en del af et fællesskab. Vi er en gruppe på syv-otte sæsonkortholdere, som sidder sammen i hallen, og vi ses også uden for håndboldbanen. Vi har holdt både påskefrokost og julefrokost, og for ikke så længe siden, da vi havde den sorg at miste én fra vores lille gruppe, var vi så også alle sammen med til hans begravelse. Så det betyder noget for os at være en del af det fællesskab vi har opbygget. Vi kommer som regel også altid i god tid til hjemmekampene, hvor vi snakker og hygger og drikker en øl som optakt til kampene.

Nævn den fedeste oplevelse eller kamp du har haft med KIF Kolding?

-Der er mange kampe at tage af. Men jeg husker Champions League-kampen i 2014 i Brøndbyhallen, hvor KIF spiller 27-27 mod FC Barcelona som én af de vildeste kampe jeg har set. I samme sæson vandt vi med 35-21 hjemme i Koldinghallen mod Flensborg, som var regerende Champions League-mestre. Det var også en vild og magisk kamp. Det er dog to kampe i nyere tid, som jeg vil fremhæve som de vildeste oplevelser. Kampen mod Tønder den 17. maj 2019, hvor vi vandt med 33-28 og der sikrede os pladsen i ligaen var en kamp helt uden for kategori. Fordi vi vidste, at der var så meget på spil. Og det samme var jo tilfældet den 9. april 2022 i kampen mod TTH. Vi vidste, at vi skulle vinde for at være sikre på at blive i ligaen. Og så endte det jo i det helt vilde drama, hvor Svane brændte på et vip ind i feltet, Mats Gordon Krog opfanger returbolden og sender den ind til Peter Balling, som hamrer bolden i mål fem sekunder før tid. Og vi bliver i ligaen. Det var en totalt vanvittig oplevelse, og man var både bevæget og vildt glad på samme tid.

Hvilke to eller tre KIF-spillere vil du fremhæve som dine ”idoler” eller som forbilleder?

-Ser man på hele KIF's håndboldhistorie kommer man jo ikke uden om Bo Spellerberg, som én der har haft enorm betydning for klubben og holdet. Men jeg vil faktisk også fremhæve flere spillere fra vores nuværende hold. I én af de første hjemmekampe i denne sæson fik Sander Øverjordet et skrub, som gjorde at han fik at vide af fysioterapeuten, at han ikke skulle spille mere i den kamp. Vi sad lige bag bænken og efter kampen kom jeg i snak med Sander, som sagde at det ikke var en alvorlig skade og at han igen var klar i næste kamp. Jeg sad der i min KIF-bluse og så sagde Sander samtidig: Tak for opbakningen. Der blev jeg sådan set lidt rørt, at han som ny spiller i klubben husker at takke os for opbakningen, som var med til, at de vandt den kamp. Og på samme måde vil jeg også fremhæve spillere som Steven Plucnar og Vetle Rønningen. De står i forsvaret og kæmper helt vildt og fejrer enhver parade, som havde de lige vundet et mesterskab. Det er fedt at se, og det siger mig bare noget om, at dygtige forsvarsspillere er lige så vigtige som de spillere, der scorer syv-otte mål i hver kamp.

#vikæmperforkolding