Af Ole Maass
KIF Kolding siger efter denne sæson farvel til en stribe profiler – blandt dem 32-årige Bjarke Christensen, som efter to sæsoner i KIF vender snuden hjemad for igen at spille i Skjern Håndbold, som han tidligere har repræsenteret i ni sæsoner.
I sine to sæsoner i KIF har Bjarke Christensen bidraget med masser af spillemæssig klasse – og en masse mål. Han har således været topscorer i begge sæsoner i KIF. 201 mål i 2022/23-sæsonen og 133 mål i den seneste sæson.
Vi har taget en snak med Bjarke Christensen og fire af de andre profiler, som forlader KIF, og de artikler bringes i den kommende tid på KIF Koldings hjemmeside.
Bjarke Christensen, nu siger du farvel til KIF efter to sæsoner i klubben. Hvordan ser du overordnet tilbage på to sæsoner i KIF?
-Jeg har været fantastisk glad for mine to sæsoner i Kolding. Jeg har fået en masse gode bekendtskaber og relationer, og jeg har oplevet en klub med en stærk kultur og en varme, men også med stærk opbakning – også når det var svært. I Kolding er der en historie og en vinderkultur. Vores resultater i den seneste sæson var selvfølgelig ikke, som vi havde drømt om og håbet på, men det ændrer altså ikke på, at jeg overordnet har været utrolig glad for at spille i KIF.
Det har været to vidt forskellige sæsoner. I sidste sæson var I tophold og manglede ét point for at skulle spille Europa Cup. I denne sæson har I kæmpet mod nedrykning hele sæsonen. Hvorfor har der været så store udsving i præstationerne?
-De mange skader vi havde i starten af denne sæson er selvfølgelig en oplagt forklaring, men det er ikke den eneste. Vi har ikke været dygtige nok. Vi har tabt rigtig mange kampe med ét mål. I sidste sæson var det kampe, som vi vandt. Mod slutningen af denne sæson – i kvalifikationsspillet – hævede vi vores niveau. Vi fik mere fart i spillet og viste, at vi også i denne sæson var et ganske udmærket håndboldhold.
Du har været topscorer i de to sæsoner du har spillet i KIF. Hvordan ser du på din egen udvikling som spiller i de to sæsoner?
-Jeg synes sådan set jeg har gjort det rigtig fint – og jeg har leveret det, der blev forventet af mig. Jeg kom jo til som en erfaren spiller, og jeg har fået plads og rum af trænerne til at bidrage, og samtidig har jeg også forsøgt at give noget af min erfaring videre til de unge spillere på holdet. I sidste sæson var vi otte nye spillere, som kom til klubben, og her fandt vi ret hurtigt hinanden og præsterede rigtig godt som hold. Jeg ville gerne have byttet nogle af mine mange mål i den sæson ud med en semifinaleplads, men det rakte vores indsats i slutspillet desværre ikke til.
Er der en bestemt kamp, der står stærkt i din erindring fra din periode i klubben?
-Kampen hjemme mod Aalborg i sidste sæson, hvor vi vandt 27-25 er selvfølgelig en kamp jeg tænker tilbage på. Der var fuldt hus i Sydbank Arena. En fantastisk stemning, og her viste vi at vi kunne matche et af topholdene.
I næste sæson spiller du i Skjern. Hvordan bliver det at komme til Kolding og spille i Sydbank Arena iført en grøn Skjern-trøje?
-Jeg tror da, at det bliver fantastisk. Jeg kan se tilbage på nogle gode minder fra Kolding, og jeg skal selvfølgelig hilse på Steen Møller og alle de andre fra fanklubben. Og så ved jeg jo, at der er et vildt godt hjemmepublikum i Kolding. Så mon ikke der bliver knald på den kamp.