Af Ole Maass
Det var ét af de ærgerlige nederlag, måske også et af de unødvendige, da KIF Kolding onsdag aften i en stort set fyldt T. Hansen Arena i Fredericia tabte med 33-35 til Fredericia HK. Ved pausen førte hjemmeholdet med 19-15.
Og lige præcis pauseføringen på fire mål til hjemmeholdet rummer måske en stor del af forklaringen på hjemmeholdets knebne sejr.
Sandheden om kampen var nemlig, at KIF'erne i de første godt tyve minutter styrede kampen og var et mål eller to foran. Det var KIF'erne på ganske klogt angrebsspil, hvor ikke mindst en gennembrudsfarlig Thomas Boilesen var et stort aktiv for KIF.
Kampen var dog tæt, og det var den helt indtil godt tre minutter før pausefløjt, hvor stillingen var 15-15. Men KIF'erne har fået en dårlig vane med at brænde ellers gode chancer og lave fejl lige inden pausefløjtet, og det skete også onsdag aften. Og så gik Fredericia fra den uafgjorte stilling til en fire måls føring – 19-15. Og hjemmeholdet kunne gå til pause med den klart bedste fornemmelse.
I fredags skete det samme for KIF, da holdet førte med 16-11mod Mors/Thy, som så lavede fire mål i de sidste minutter, så pausestillingen i den kamp var 16-15 til KIF.
Tilbage til kampen i Fredericia. I anden halvleg byttede de to mandskaber i vid udstrækning mål, og det betød, at hjemmeholdet hele vejen igennem førte med tre, fire eller fem mål. Otte minutter før tid havde Agust Eli Björgvinsson to vigtige redninger for KIF på afslutninger fra Lasse Balstad og Anders Kragh Martinussen. På det tidspunkt førte Fredericia med 31-28. KIF fik bolden og havde chancen for at reducere føringen til to mål. Kampens bedste spiller, Thomas Boilesen, fik desværre i kampens hede lavet en fejlaflevering. FHK's Cornelius Kragh erobrede bolden og løb kontra og øgede igen føringen til fire mål.
KIF'erne viste dog som ofte før flot moral. Andreas Væver reducerede på straffe og en vaks og vågen Andreas Flodman snuppede en bold og løb kontra og reducerede til 30-32. Igen øgede hjemmeholdet til en tre måls føring, efterfulgt af to tekniske fejl fra KIF, og i den hektiske slutfase fik KIF også reduceret til 33-34 på en kontra fra Mats Gordon Krog. På det tidspunkt var der 54 sekunder igen. Hjemmeholdet tog time out med 29 sekunder igen, og ti sekunder før tid blev hjemmeholdets Jakob Frederiksen spillet fri på fløjen og satte den sidste scoring ind til slutstillingen 35-33 til Fredericia.
Man kan ikke lade være med at tænke på hvordan den kamp monstro var endt, hvis KIF ikke havde været bagud med fire ved pausen. Rent spillemæssigt var Fredericia på ingen måde bedre end KIF. Ingen af de to hold leverede forsvarsspil af høj klasse. Til gengæld var der masser af fart og flow i angrebsspillet i kampen som generelt var fair spillet med kun to udvisninger i alt – begge til hjemmeholdets stregspiller Nikolaj Nielsen.
KIF'erne, som fik flot opbakning af omkring 100 medrejsende fans, kan ærgre sig over nederlaget, men i løbet af de kommende dage starter forberedelserne til holdets næste vigtige kamp – den 26. november, hjemme i Sydbank Arena mod Nordsjælland Håndbold. Her skal der meget gerne to point på kontoen.
Mest fremtrædende KIF-spillere onsdag aften i Fredericia var en stærkt spillende Thomas Boilesen samt KIF's islandske landsholdsmålmand, Agust Eli Björgvinsson, som har for vane at spille stærkt mod Fredericia.
Og så er det også værd at bemærke, at KIFérne stillede op uden Emil Jessen, ligesom Chris Jørgensen var på spillemæssig skånekost og kun fik begrænset spilletid.
Kampfakta:
Fredericia HK-KIF Kolding: 35-33 (19-15)
Målscorere:
FHK: Cornelius Kragh, 9, Anders Kragh Martinussen, 7, Martin Bisgaard, 5, Nicolaj Nørager, 4, Kristian Stoklund og Jakob Frederiksen, begge 3, Lasse Balstad, 2, Nikolaj Nielsen og Nikolaj Juhl Petersen, begge 1 mål.
KIF: Thomas Boilesen, 7, Peter Balling, Andreas Væver og Benjamin Pedersen, hver 5 mål, Andreas Flodman, 4, Mats Gordon Krog, 3, Alexander Morsten, 2, Chris Jørgensen og Daniel Guldsmed, begge 1 mål.
Redninger:
FHK: Emil Tellerup: 5/23 (21,74 procent), Jens Fredsgaard: 2/17 (11,76 procent)
KIF: Agust Eli Björgvinsson: 11/41 (26,83 procent), Tim Winkler: 1/6 (16,67 procent)
Udvisninger:
FHK: 2, KIF: 0
2265 tilskuere i T. Hansen Arena i Fredericia.