Spring til indhold
KØB BILLET
30. oktober 2026 · 3 MIN LÆSNING

STOLPE UD FOR KIF IMOD BSH

KIF Koldings mandlige ligahold spillede fredag aften en mere end godkendt kamp mod Bjerringbro-Silkeborg, men som en del gange tidligere i denne sæson var det stolpe ud for KIF i slutningen af kampen. Efter uafgjort 25-25 med mindre end fire minutter tilbage scorede hjemmeholdet tre mål i træk til 28-25, og så var den kamp afgjort med cirka et minut tilbage at spille i. BSH vandt kampen med 29-26 efter, at hjemmeholdet førte med 13-11 med til pause.

Hos KIF spillede målmand Simon Sejr en kæmpe kamp, og han endte med 17 redninger og en redningsprocent på knap 42. Foran sig havde han et godt kæmpende KIF-forsvar, mens KIF-drengene i angrebet til gengæld havde større problemer end i de seneste kampe mod blandt andet Fredericia og Aalborg.

Angrebsmæssigt leverede unge Hjalte Langmack endnu engang en stor præstation, ligesom en anden af de unge spillere, venstre fløj Mads Larsson også gjorde det godt - også på trods af nogle missere i starten og en brændt afslutning mod slutningen af kampen. En spiller som svenske Viktor Ahlstrand scorede selv kun en enkelt gang, men i afleverings- og vurderingsspillet leverede han flere fine oplæg til medspillerne.

I starten af kampen kom Hjalte Langmack så godt i gang for KIF, så han i en periode blev mandsopdækket. Det fik Anders Eggert og Julie Loop til at gå over i syv mod seks spillet, og det samme taktiske kneb brugte BSH også, så begge hold spillede syv mod seks i perioder af kampen.

KIF-drengene kunne ærgre sig over, at de ikke fik point med hjem fra det midtjyske, på trods af en god indsats, og en meget stærk målmand i Simon Sejr. Men spillerne - og vi andre - har nu 14 dage til at lade op til den næste meget vigtige opgave, hvor TMS Ringsted kommer på besøg i Kolding lørdag den 14. november, klokken 16.00. Til den kamp skal KIF-drengene have absolut maksimal opbakning i Sydbank Arena.

Matchfakta:
Bjerringbro-Silkeborg-KIF Kolding: 29-26 (13-11).

Målscorere:
BSH: Lasse Sunde Lid, 7, Magnus Rahbek og Kasper Kjærgaard, begge 5, Buster Juul, 4, Patrick Boldsen og Alexander Lynggaard, begge 2, Anders Zachariassen, Hjalte Sinding, Rasmus Lyngsø og Ciljan Sagosen, hver 1 mål.

KIF: Hjalte Langmack, 9, Mads Larsson, 6, Kristoffer Vestergaard, 5, Cornelius Kragh og Sebastian Bertelsen, begge 2, Viktor Ahlstrand og Benjamin Pedersen, begge 1 mål.

Udvisninger:
BSH: 1 - KIF: 2

Redninger:
BSH: Marko Roganovic: 12/34 (35,29 procent), Sebastian Frandsen: 0/1

KIF: Simon Sejr: 17/41 (41,46 procent), Rasmus Storm: 0/1

2178 tilskuere i Jysk Arena i Silkeborg.

TILMELD DIG NYHEDSBREVET

Tilmeld dig KIF's nyhedsbrev og modtag nyheder og tilbud fra KIF.

Læs mere om vores privatlivspolitik her.