To formstærke hold mødes i Skanderborg


'}}

Foto: Foto-Andersen

Af Ole Maass

Det kan godt være, at Skanderborg Aarhus Håndbold har tabt sine tre seneste kampe – heraf to mod topholdet Füchse Berlin fra Bundesligaen samt den seneste ligakamp mod Ribe-Esbjerg. Men forud for de tre knebne nederlag vandt østjyderne syv liga- og Europa Cup-kampe i træk, så derfor kan man roligt konkludere, at det er et særdeles formstærkt østjysk mandskab, som KIF Koldings mandlige ligahold lørdag eftermiddag i Fælleden i Skanderborg skal op imod. KIF'erne kommer som bekendt til Skanderborg med fem ligasejre i træk, så det er to formstærke mandskaber, som mødes lørdag eftermiddag.

-Skanderborg har imponeret, ikke mindst i deres kampe i European League. De var decideret uheldige med ikke at få point i tirsdags mod Füchse Berlin, så vi har naturligvis stor respekt for dem. Skanderborg Aarhus er et hold, som spiller med stor disciplin. De laver få fejl, de har et stærkt forsvar, og så har de rigtig mange kort at spille ud med i angrebet, konstaterer KIF-træner Kristian Kristensen.

Foruden stortalentet, som nu også er landsholdsspiller, Thomas Arnoldsen, gælder det ikke mindst erfarne og alsidige Morten Balling, som i de seneste kampe har vist storspil. Suppleret med stærke profiler som Torben Petersen, Jonathan Mollerup og Morten Hempel Jensen har østjyderne en meget stærk bagkæde. På fløjene er Hakun Vest og Lars Skaarup uhyre scoringssikre og på stregen er det Frederik Arnoldsen og Lars Mousing, som huserer. I målet har Skanderborg Aarhus i Salah Boutaf og Kristoffer Laursen en rigtig stærk målmandsduo.

Kristian Kristensen slår fast, at en udekamp mod Skanderborg Aarhus er én af de større udfordringer.

-Men vi har trænet godt, og vi er inde i en god rytme, så selvfølgelig tror vi på mulighederne. Kan vi igen få vort forsvarsspil op på højeste niveau og kan vi spille klogt i angrebet, så er der ikke noget, som er umuligt, konstaterer KIF-træneren.

Han og spillerne kan også se frem til igen at få massiv støtte fra medlemmerne af KIF Koldings fanklub Den Gyldne Hånd, som tager turen til Skanderborg og er klar til at bakke KIF-drengene op lørdag eftermiddag fra klokken 15.00.

Tager du ikke selv med til Skanderborg kan du følge live-opdateringerne i tophaandbold app'en.

#vikæmperforkolding