Foto: BlumePress
Af Ole Maass
Cifrene på måltavlen 24-25 lyver en lille smule. Eller måske en hel del. KIF Kolding tabte med de nævnte cifre tirsdag aften til Bjerringbro-Silkeborg i pokalturneringens ottendedelsfinale, og dermed er det midtjyderne, som sikrede sig videre adgang til turneringens kvartfinaler.
Når vi her kan konstatere, at cifrene på tavlen ikke fortæller hele sandheden om kampen så skyldes det, at KIF'erne med knap 2 1/2 minut tilbage af kampen kom bagud med 21-25, da BSH's højre fløj Aksel Horgen bragte gæsterne foran med de fire mål. Da syntes kampen at være afgjort.
KIF'erne blev ved med at fighte og på to mål af Erik Toft og et af Jens Svane fik KIF reduceret til 24-25.
BSH tog time out med 17 sekunder tilbage, og da gæsterne også brændte deres sidste afslutning på en stærkt spillende Magnus Brandbyge i KIF-målet, fik KIF'erne en mikroskopisk chance for at udligne. Der var dog kun fem-seks sekunder tilbage, og Jens Svanes forsøg på at spille en lang bold frem i angrebet blev grebet af en BSH-spiller, og så var kampen forbi.
Man kan ikke påstå, at gæsternes sejr var ufortjent. Kampen ændrede karakter, da gæsterne i første halvleg satte den unge målmand Mikkel Løvkvist på banen samtidig med, at den tidligere KIF'er Peter Balling kom på banen midt i første halvleg. Balling skulle kun bruge 15 sekunder på at sende sit første mål i kassen, og med sammenlagt ni mål var Balling én af de helt store grunde til, at gæsterne havde overtaget gennem hele anden halvleg – efter 11-11 ved pausen.
Samtidig skruede gæsterne op for intensiteten og hårdheden i forsvaret, og dermed fik KIF'erne sværere ved at score – samtidig med, at rytmen i KIF's angrebsspil også haltede noget undervejs.
I forsvaret viste KIF'erne gode takter, og i målet fik Magnus Brandbyge en glimrende debut med 14 redninger. Af de andre nye spillere viste Erik Toft, at han også bliver en klar forstærkning for KIF, ligesom playmaker Sander Øverjordet også i momenter viste, at han bliver en stærk styrmand for KIF. Fem minutter før tid forlod Sander dog hallen med is på den ene hånd – lad os ikke håbe, at der er tale om en alvorlig skade, for Øverjordet bliver en vigtig spiller for KIF.
Spillere som Jesper Meinby, Bjarke Christensen, Vetle Rønningen og Steven Plucnar leverede masser af fight, men det samme kan siges om alle KIF-spillerne, som leverede en helhjertet fighterindsats.
Det var sæsonens første tællende kamp, og der er næppe tvivl om, at når KIF'erne får mere flow i angrebsspillet kan holdet spille lige op med mange hold i ligaen – også ét af de bedste. I den kategori hører sidste sæsons DM-bronzevindere, BSH.
Matchfakta:
KIF Kolding-Bjerringbro-Silkeborg: 24-25 (11-11).
Målscorere:
KIF:
Erik Toft, 6, Vetle Rønningen, Steven Plucnar, Jesper Meinby og Bjarke Christensen, hver 3, Sander Øverjordet og Viktor Nevers, hver 2, Thomas Boilesen og Jens Svane, hver 1 mål.
BSH:
Peter Balling, 9, Mads Kjeldgaard Andersen, 5, Nikolaj Øris Nielsen, 3, Ludvig Hallbäck, Alexander Lynggaard og Aksel Horgen, hver 2, August Fridén og Thomas Solstad, hver 1 mål.
Udvisninger:
KIF: 2, BSH: 0
Redninger:
KIF: Magnus Brandbyge: 14
BSH: Johan Sjøstrand: 1, Mikkel Løvkvist: 14
Tilskuere:
1152 i Sydbank Arena
Dagens Man of the Match:
KIF: Magnus Brandbyge, BSH: Peter Balling.