KK tror på mulighederne i Holstebro


Af Ole Maass

På trods af, at KIF Koldings mandlige ligahold lørdag tabte med 12 mål til GOG er KIF-træner Kristian Kristensen rimelig fortrøstningsfuld forud for onsdag aftens ligakamp i Gråkjær Arena i Holstebro, hvor KIF møder hjemmeholdet TTH Holstebro. Det sker i en kamp, som spilles klokken 20 og som vises på TV2 Sport.

-Langt hen ad vejen var vi sådan set tilfredse med indsatsen i kampen mod GOG – ikke mindst i første halvleg. Vi er jo med til stillingen 12-14 efter 26 minutter, men har så nogle afbrændere og tekniske fejl, som GOG straffer. Den indsats vi leverer i 26 minutter mod GOG skal vi forlænge til en periode på 45-50 minutter mod TTH, hvis vi skal have en chance for et godt resultat. Kan vi det har vi nogle muligheder, mener Kristian Kristensen.

Et blik på stillingen i ligaen fortæller, at det er to mandskaber, som ikke er kommet så overbevisende fra start, som mødes onsdag aften i Holstebro. For KIF's vedkommende er de mange skader en væsentlig del af forklaringen, mens TTH med klubbens nye træner, Arnor Atlasson i spidsen endnu ikke har fået spillet holdet med en række nye spillere sammen. Det gælder blandt andre den tidligere KIF'er, Thomas Boilesen, Nicolai Nørager samt Thomas Damgaard, som er tre af de bagspillere, der er kommet til et TTH-hold, som i forvejen råder over stærke bagspillere i blandt andre Nikolaj Markussen, Nikolaj Enderleit og Johan Meklenborg. Det betyder, at TTH har svinget lige fra at spille uafgjort mod GOG til senest i fredags at tabe med syv mål på udebane mod Lemvig.

-Jeg har set flere af TTH's kampe, og i nogle perioder har de leveret stærkt, men det er også tydeligt, at de endnu ikke er der, hvor de gerne vil være med det hold de har. Jeg håber og tror på, at vi kan byde dem op til dans onsdag aften, men det kræver, at vi kan sætte en kamp sammen, hvor vi leverer på et højt niveau i en meget større del af kampen. Kan vi det har vi mulighederne, siger Kristian Kristensen.

KIF kan onsdag aften også se frem til opbakning fra KIF's trofaste fans fra Den Gyldne Hånd, som tager den lange tur til Holstebro for at bakke KIF-drengene op.

#vikæmperforkolding