KIF på hård opgave i Aarhus


Foto: Photo-Andersen
Af Ole Maass

Der venter KIF Koldings mandlige ligahold én af de hårdere opgaver i ligaen, når holdet søndag eftermiddag – med kampstart klokken 16.00 – skal op imod Skanderborg AGF Håndbold. Kampen spilles i Djursland Bank Arena i Aarhus, og den spilles som bekendt fire dage efter, at midtjyderne fik deres debut i Champions League, hvor holdet på udebane tabte med 39-28 til ingen ringere end de forsvarende Champions League-mestre fra FC Barcelona.

-Trods det store nederlag leverede Skanderborg AGF absolut en respektabel indsats – ikke mindst i første halvleg, hvor holdet var godt med, men brændte lidt for mange store chancer. I anden halvleg var det tydeligt, at Barca havde et kraftoverskud, men der er mange andre hold end Skanderborg, som før et blevet løbet over ende i Barcelona, konstaterer KIF-træner Anders Eggert med klar respekt for Skanderborg AGF.

Han er klar over, at hans eget mandskab søndag skal spille op til holdets bedste for at få et godt resultat med hjem fra Aarhus.

-Vi skal vise nogle af de samme takter, som vi viste i anden halvleg i vores seneste kamp mod Nordsjælland. I første halvleg havde vi for mange dårlige afslutninger, og vi var ikke konsekvente nok i forsvarsspillet. Det fik vi heldigvis rettet til, og derfor kom vi tilbage i kampen. Har vi den samme tro på tingene og viser vi samme kvalitet mod Skanderborg AGF tror vi bestemt på vores muligheder i den kamp, lyder det fra Eggert forud for søndagens kamp i det midtjyske.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere

TILMELD DIG NYHEDSBREVET

og modtag nyheder og tilbud fra kif kolding