KIF har fuld fokus på pokalkamp i Tønder


'}}

Af Ole Maass

KIF Koldings mandlige ligahold skal onsdag aften – klokken 19.00 – i Tønderhal 2 forsøge at kvalificere sig til 1/8-finalerne i pokalturneringen Santander Cup.

Det skal KIF'erne mod det lokale 1. divisionshold fra TM Tønder, og det er en kamp som KIF-spillerne har fuld fokus på, understreger KIF-træner Kristian Kristensen.

- TM Tønder er et 1. divisionshold, som spiller fint tempofyldt håndbold. Men det er et hold vi skal kunne slå i kraft af både fysik og erfaring. Så vi kan ikke fraskrive os favoritværdigheden i den kamp. Men vi ved til gengæld også, at i den slags pokalkampe kommer det undertippede hold altid med ti procent ekstra motivation, og hvis vi samtidig selv er ti procent under vores normale niveau er det tyve procent. Og så vinder man ikke sådan en pokalkamp, konstaterer Kristian Kristensen.

TM Tønder har efter at have afsluttet sæsonen med en niendeplads i 1. division i slutningen af april spillet en træningskamp mod et reservehold fra Flensborg-Handewitt. Den kamp vandt TM Tønder med 37-35, og selvom den tyske storklub spillede med mange reservespillere, da de danske landsholdsspillere var fraværende var både målmand Kevin Møller og den tidligere GOG-spiller Lasse Møller blandt de spillere tyskerne stillede op med.

KIF-træner Kristian Kristensen har set en videooptagelse af kampen, og ud fra den forbereder han sit hold til det de kan forvente at møde op til i pokalkampen.

-For os er det en meget vigtig kamp. Guleroden for os er en pokal 1/8-finale, som vi skal spille i slutningen af august. Det er af stor betydning for os at nå længst muligt i pokalturneringen, understreger Kristian Kristensen.

Hos hjemmeholdet er profilerne blandt andre den tidligere KIF-spiller, playmaker Kristoffer Vestergaard, som også er én af TM Tønders mest scorende spillere. Det samme er venstre fløj Viktor Bergholt, som med 111 mål i 1. division også lå højt på divisionens topscorerliste. Venstre back Mathias Nikolajsen og playmaker Casper Rahr Madsen er også et par af de spillere, som oftest indtager fremtrædende roller hos det sønderjyske 1. divisonshold.

KIF-drengene kan lige som ved alle udekampe i ligaen se frem til at få solid støtte fra tilskuerpladserne fra fanklubben Den Gyldne Hånd, som også er klar til at bakke KIF op ved kampen onsdag aften i Tønderhal 2.

#vikæmperforkolding