Dagens KIF-spiller: Mads-Peter Lønborg


'}}

Foto: BlumePress

Af Ole Maass

I disse uger præsenterer vi her på kif.dk de nye spillere, som er kommet til KIF Kolding og bliver en del af klubbens ligatrup. Her følger en snak med bagspilleren Mads-Peter Lønborg, som er kommet til KIF efter i sidste sæson at have spillet i ligaen i Skive fH.

Navn: Mads-Peter Lønborg.

Alder: 26 år

Håndbold-karriere: MP startede med at spille håndbold i AIA/Tranbjerg. Senere skiftede han som ungdomsspiller til AGF/Viby. Han har spillet i 1. division i Odder Håndbold. Herefter tre sæsoner i Aarhus Håndbold, som gik konkurs i 2021. Herefter skiftede Mads-Peter Lønborg til Skive fH i håndboldligaen, og i denne sommer altså til KIF Kolding.

Højde og vægt: Mads-Peter Lønborg er 1,85 meter høj og vejer 94 kilo. Han er kæreste med Sarah Kirkeløkke.

Hvordan bedømmer du jeres muligheder som hold i denne sæson – hvad kan I opnå?

-Jeg tror på, at vi kan nå langt. Vi har fået tilgang af nogle spændende spillere, så jeg synes vi har et rigtig godt hold. Vi har et godt træningsmiljø. Så med en seriøs indsats kan vi spille os i slutspillet – og når vi det mål kan alting jo ske.

Hvordan ser du på din egen rolle på holdet – hvad skal du bidrage med?

-Jeg skal bidrage med noget godt forsvarsspil og med at sætte tempo i angrebsspillet. I angrebet kan jeg både spille på pladsen som højre back og højre fløj, og så er det ellers op til trænerne at bestemme hvor jeg skal bidrage i angrebsspillet. Jeg er klar til at tage ansvar.

Fortæl om den fedeste oplevelse du har haft med håndbolden. Den fedeste kamp du har spillet eller en titel du har været med til at vinde?

-I foråret 2019 var jeg med på Aarhus Håndbolds hold, der var til Final 4-pokalstævnet. Det var en fed oplevelse, men desværre tabte vi i semifinalen efter omkamp med 34-33 mod vores lokale rivaler fra Skanderborg Håndbold.

Nævn tre personligheder inden for håndboldens verden, som du har ladet dig inspirere af – det kan være en træner, en medspiller eller en modspiller.

-Jeg vil nævne to spillere. Den ene er den islandske landsholdsspiller Janus Smarason, som har spillet i Aalborg, i Tyskland og nu spiller i den norske klub, Kolstad. Han er en enormt snu og kløgtig spiller, og ham kan man lære en masse af. Den anden jeg vil nævne er den franske landsholdsspiller Valentin Porte, der lige som jeg selv spiller højre back. Han er en spiller med høj klasse, som man kan lære en masse af.

Hvad går du og laver, når du ikke lige spiller håndbold?

-Så slapper jeg mest af og er sammen med min kæreste, mine venner og familien.

#vikæmperforkolding