Dagens KIF-spiller: Daniel Guldsmed


'}}

Af Ole Maass

 

Fakta: Daniel er 30 år gammel. Han har spillet de fleste af sine ungdomsår i Skive, men spillede to år som U16 og U18-spiller i Viborg HK. Som seniorspiller har han spillet tre sæsoner i Stoholm i 1. division samt otte sæsoner i Skive fH. I sidste sæson, da Skive rykkede op i ligaen var Daniel Guldsmed holdets topscorer med 95 mål i 26 kampe.

Hvordan vurderer du jeres muligheder som hold i den sæson, som nu er godt i gang?

-Vi er jo kommet noget blandet fra start, men jeg håber og tror på, at vi bliver bedre som sæsonen skrider frem. Jeg tror også på, at vi kan blive et slutspilshold, selvom det ikke ser sådan ud, når man kigger på stillingen lige nu.

Og dine personlige mål. Hvad håber du selv at kunne bidrage med?

-Jeg vil selvfølgelig gerne spille så meget som muligt. Men jeg betragter mig selv som en holdspiller. Jeg vil gerne bidrage med noget energi og udstråling. Rent spillemæssigt er jeg god til at lægge de rigtige screeninger, og så synes jeg også selv, at jeg er god til at vurdere mulighederne for at få de rigtige indspil fra bagspillerne. Jeg tror det kommer af, at jeg som ungdomsspiller selv var bagspiller.

Nævn tre håndboldpersonligheder, som du har ladet dig inspirere af?

-Som en ung knægt var jeg stor fan af kroatiske Ivano Balic. Han var et kæmpe idol. Det samme var Lars Christiansen, som havde en fantastisk teknik og altid var cool. Og af stregspillere, som har været en stor inspiration for mig vil jeg nævne norske Bjarte Myrhol, som også altid har været indbegrebet af kvalitet på stregen.

Den største håndbold-oplevelse eller den fedeste håndboldkamp du selv har været med i?

-Det må være, da jeg i sidste sæson var med til at rykke op i ligaen sammen med Skive. Jeg havde selv en stor rolle på holdet. Var anfører og blev topscorer.

Og hvad render du og laver, når du ikke lige spiller håndbold?

-Jeg er uddannet datamatiker, og jeg satser på at jeg finder mig et job ved siden af håndbolden her i Kolding. Og så er jeg kæreste med Eri, og hende bruger jeg også min tid sammen med.

#vikæmperforkolding