Af Ole Maass
Spillerne på KIF Koldings mandlige ligahold kender betingelserne forud for lørdagens altafgørende hjemmekamp i Sydbank Arena mod Sønderjyske: kun en sejr tæller for KIF i bestræbelserne for at overleve i mændenes håndboldliga.
De præmisser er KIF-træner Julie Loop og KIF-drengene helt med på efter onsdagens højdramatiske 29-29 kamp i Grindsted, hvor KIF-spillerne leverede en fokuseret og afklaret kamp med god intensitet i forsvaret, få tekniske fejl og et angrebsspil, som var bedre end længe set.
-Det er også den oplevelse vi selv har af kampen i Grindsted. Jeg har rost drengene for, at de var klar til kampen, både spillemæssigt og mentalt. Vi er på en halv snes dage lykkedes med, at banke noget tro og selvtillid ind i spillerne, og alle spillere truppen har på hver deres måde bidraget til at flytte tingene i den rigtige retning. Det kunne man se på banen i Grindsted, siger Julie Loop.
Hun er klar over, at der venter en svær kamp forude mod Sønderjyske, hvor ikke mindst ligatopscorer Nicolaj Jørgensen med en fortid i KIF og suveræn topscorer i ligaen med astronomiske 229 mål er en spiller, som KIF-forsvaret skal ofre særlig opmærksomhed.
-Ham kommer vi til at forholde os til, men hvordan fortæller vi ikke højt lige nu. Og Sønderjyske har et hold med stærke spillere på alle pladser, så vi ved at der venter os en stor udfordring. Vi er klar over, at vi lige skal lægge ti procent oveni i forhold til vores kamp i Grindsted. Og får vi så 3000-4000 tilskuere i ryggen i Sydbank Arena kan vi forhåbentlig få en lørdag, som vi ikke lige glemmer, lyder det fra Julie Loop.
Og til alle KIF-fans denne opfordring: kom i god tid i hallen. Vi forventer rigtig mange mennesker til denne altafgørende kamp. KIF-drengene skal have opbakning i alle 60 minutter. Der er gratis adgang til kampen, så der er ingen undskyldninger for ikke at møde op. Hent dine gratis billetter på www.kif.dk – og husk at tage dine bedste venner med. Og giv den så hele armen for KIF i alle 60 minutter.