Surt KIF-nederlag i Esbjerg


'}}

Af Ole Maass

Rigelige mængder af fejl og dårlige afslutninger i de sidste ti minutter af kampen var hovedårsagen til, at KIF Koldings mandlige ligahold ikke fik i det mindste ét point med hjem fra Esbjerg, da KIF onsdag aften tabte med 29-27 til Ribe-Esbjerg efter at hjemmeholdet havde ført med 14-12 ved pausen.

Det blev en højspændt og dramatisk kamp, som var tæt indtil tre sekunder før tid. Da kunne hjemmeholdets helt store profil, Torben Petersen kaste bolden i et tomt KIF-mål og dermed afgøre kampen.

Forinden – med 25 sekunder tilbage – og stillingen 28-27 til Ribe-Esbjerg erobrede KIF bolden og kunne dermed spille sig til en udligning. Desværre lavede Peter Balling en fejlaflevering med otte sekunder tilbage. Hjemmeholdets Jonas Larholm sendte bolden i hænderne på Torben Petersen, som scorede sit 12. mål i kampen og altså cementerede Ribe-Esbjerg sejren.

KIF-spillerne vil givetvis være mest irriterede på sig selv. KIF-spillerne havde nemlig vist uhyre flot moral og kæmpet sig tilbage i kampen efter, at de i løbet af tre minutter i starten af anden halvleg kom bagud med 18-12. Hjemmeholdet gik fra pauseføringen på 14-12 til 18-12 blandt andet i kraft af to mål scoret i tomt KIF-mål. Men KIF'erne fortsatte med at kæmpe og efter knap 39 minutters spil havde KIF reduceret afstanden til blot tre mål – 20-17 – da Alexander Morsten scorede fra stregen.

KIF fik også udlignet til 23-23, da Andreas Flodman scorede på straffekast med godt 12 minutter tilbage af kampen, og med syv et halvt minut tilbage af kampen sørgede Alexander Morsten også for kampens første KIF-føring til 24-25 efter en fin assist fra Chris Jørgensen.

I det næste angreb reddede en stærk Tim Winkler i KIF-målet afslutningen fra hjemmeholdets fløj, og KIF'erne havde chancen for at udbygge føringen til to mål. Hvis det altså ikke lige var for endnu en fejl, som betød at KIF'erne mistede bolden, som blev erobret af hjemmeholdets fløjspiller Mathias Jørgensen, som med et skud bagom ryggen fra stregen fik bolden sendt i mål til udligning 25-25. En kold klud i hovedet på KIF, som havde chancen for at bringe sig i front med to mål.

I slutfasen fik hjemmeholdet to udvisninger, men den overtalsperiode endte uafgjort 1-1, og da KIF desværre diskede op med lidt for mange dårlige afslutninger og tekniske fejl endte det altså med det bitre to måls-nederlag.

KIF'erne skal ikke hænge for længe med hovedet. Lørdag eftermiddag venter en ny heftig udfordring, når landets stærkeste hold lige nu, GOG, kommer til Sydbank Arena lørdag klokken 16, hvor KIF'erne igen har brug for at få en medlevende kulisse i ryggen, når de gamle ”arvefjender” fra Sydfyn kommer på besøg.

Matchfakta:

Ribe-Esbjerg-KIF Kolding: 29-27 (14-12)

Målscorere:

Ribe-Esbjerg: Torben Petersen, 12, Jonas Larholm og Emil Grønbech Hansen, begge 4, Jonathan Mollerup, 3, Miha Zvizej og Jonas Hald Christensen, begge 2, Mathias Jørgensen og Sune Iversen, begge 1 mål.

#vikæmperforkolding