Af Ole Maass
I årenes løb har Kolding Hallen og AL Sydbank Arena lagt halgulv til masser af vilde håndbold-dramaer med KIF Kolding som den ene part.
Søndag eftermiddag fik vi et nyt drama af den allervildeste slags, da KIF-drengene i allersidste sekund af kampen mod Nordsjælland Håndbold hentede et meget vigtigt point, da en storskydende Cornelius Kragh hamrede sit 13. mål i kassen til udligningen til 32-32.
Det var kulminationen på en fremragende anden halvleg af KIF, som gik fra at være bagud med 12-18 ved pausen til at stikke en kæp i hjulet for det der lignede en sikker sejr til de meget velspillende nordsjællændere.
Sandheden er nemlig den, at gæsterne spillede uhyre sikkert, med masser af fart i boldomgangen, stort set uden tekniske fejl, og fra alle positioner var gæsterne træfsikre. Nordsjælland straffede også KIF rigtig mange gange i kampen, da KIF ikke var lige så hurtige i returløbene, som gæsterne var med hurtige opgiverkast. Det gav gæsterne alt for mange nemme mål – herunder også i tomt KIF-mål. Læg hertil, at Nordsjællands målmand, Emil Kheri Imsgaard i første halvleg leverede noget i retningen af en uofficiel verdensrekord i redninger. 18 redninger blev han noteret for i 1. halvleg – det gav en redningsprocent på 66,66 halvvejs i kampen. Imsgaard har tidligere i karrieren stået flere kampe på det norske A-landshold.
Når det alligevel lykkedes KIF at vende kampen på hovedet og hente et point skyldes det først og fremmest, at der er så meget substans, moral, kampgejst og vilje på det nye unge KIF-hold. Tilsat individuel kvalitet. Efter en tøvende start med nogle skud, som var for nemme at læse fik Cornelius Kragh i den grad indstillet skudarmen. 13 mål på 20 skud er i den grad godkendt, og Kragh er i det hele taget en spiller med en enorm drive og fysik, som betyder enormt meget for KIF-holdet.
I KIF-målet spillede Victor Bang også en fremragende kamp. Han havde redninger gennem hele kampen, men var kampafgørende til slut, blandt andet da han fem minutter før tid – ved stillingen 29-31 – reddede et straffekast fra gæsternes Carl-Emil Haunstrup. Og i de sidste fem minutter havde Victor yderligere tre redninger, som i høj grad gjorde sit til, at KIF fik et point ud af anstrengelserne.
Straks fra starten af anden halvleg skruede KIF op for intensiteten i forsvaret. Der blev tacklet igennem, og KIF-drengene fik publikum i hallen med. Jagten på et come back blev indledt. Det betød, at KIF hentede fire af de seks mål holdet var bagud ved pausen i løbet af de første ni minutter. Fra pausestillingen 12-18 til 20-22 efter 39 minutter. AL Sydbank Arena var allerede på det tidspunkt på kogepunktet. Men selvom KIF kom tættere på blev gæsterne ved med at finde brugbare løsninger, som betød at de i anden halvleg oftest førte med 3-4 mål. Men KIF-drengene nægtede at give op. Spillere som Kristoffer Vestergaard, Viktor Ahlstrand, Hjalte Langmack og altså ikke mindst den storskydende Cornelius Kragh sørgede hele tiden for, at KIF var med. Unge Sebastian Bertelsen lavede et par vigtige mål fra fløjen. Et par af de andre KIF-drenge, stregspillerne Valdemar Hermansen og Mads Kragh Thomsen leverede hårdt forsvarsarbejde og begge to nogle vigtige scoringer. Og sådan kunne man såmænd blive ved. Det ene vundne point var resultatet af en fabelagtig holdpræstation af samtlige spillere på KIF's holdkort. Det uafgjorte resultat føltes som en sejr. Det var godt for moralen, og kampen viste, at KIF med formentlig ligaens yngste hold i den grad har både klasse og kvalitet til at være med i ligaen.
Matchfakta:
KIF Kolding-Nordsjælland Håndbold: 32-32 (12-18)
Målscorere:
KIF: Cornelius Kragh, 13, Kristoffer Vestergaard, 5, Viktor Ahlstrand, 3, Mads Kragh Thomsen, Valdemar Hermansen og Sebastian Bertelsen, hver 2, Mathias Kragh, Andreas Aagreen, Hjalte Langmack, Mads Larsson og Mads Hoé Jørgensen, hver 1 mål.
Nordsjælland Håndbold: Nikolaj Larsson og Mads Skovgaard Nickelsen, hver 6 mål, Carl-Emil Haunstrup og Martin Theter Jensen, hver 4, Nichlas Hald og Marcus Björkman, hver 3, Matias Campbell og Rasmus Arvling Andreasen, hver 2, Isak Larsson og Rasmus Madsbøl, hver 1 mål.
Udvisninger:
KIF: 4 – Nordsjælland: 3
Redninger:
KIF: Victor Bang: 16/46 (34,78 procent)
Nordsjælland: Emil Kheri Imsgaard: 20/45 (44,44 procent) samt Erik Hvenfelt: 2/9 (22,22 procent)
Dagens tilskuertal:
1223 i AL Sydbank Arena
Dagens Man of the Match:
KIF: Cornelius Kragh – Nordsjælland Håndbold: Emil Kheri Imsgaard

![6I4A2062[1]](https://kif.dk/wp-content/uploads/brizy/imgs/6I4A20621-1317x878x73x0x1170x878x1788712465.jpg)