Af Morten Ravn.
Fredag morgen rejser KIF Koldings spillertrup og staben omkring holdet til Verl, en by nær Bielefeld i Tyskland, hvor en intensiv træningstur venter i løbet af weekenden.
Oprindeligt var planen at deltage i en træningsturnering, men grundet afbud fra flere modstandere, er programmet blevet ændret.
I stedet skal holdet måle sig mod stærk modstand fra det tyske Bundesliga-hold Lemgo, som aktuelt indtager 10. pladsen i den tyske Bundesliga.
Der er planlagt to træningskampe, mod Bundesliga-mandskabet, som spilles lørdag kl. 16:30 og søndag kl. 13:00.
Herefter går holdet ind i den afsluttende fase af forberedelserne frem mod årets første betydningsfulde opgør i Herreligaen. Kampen spilles søndag den 9. februar kl. 20:00 mod Mors-Thy Håndbold i Sparekassen Thy Arena.