To unge KIF-talenter er med på U19-landsholdet


'}}

Af Ole Maass

To af KIF Håndbolds stærke unge talenter, U19-spillerne Markus Bugge og Rasmus Juhl Thomsen er med i flyveren, som på mandag den 9. januar har kurs mod Egyptens hovedstad, Cairo, hvor det danske U19-landshold i næste uge skal spille to landskampe mod Egyptens U19-landshold.

Markus Bugge er en skudfarlig højre back, mens Rasmus Juhl Thomsen som målmand er en sikker sidste skanse på KIF Håndbolds U19-ligahold, og både Markus og Rasmus var flere gange i sidste sæson med til træningen på KIF Koldings mandlige ligahold.

Markus Bugge var i juli 2022 med på det danske U17-landshold, som deltog ved Ungdoms OL i Slovakiet, og her fik Markus en stor rolle på holdet, som vandt OL-sølv efter et sidste sekunds nederlag i finalen mod Tyskland.

Både Markus og Rasmus fik debut på U19-landsholdet i oktober, da de begge var med i to landskampe mod Norge – kampe, som begge endte med en dansk sejr.

Når de ikke lige bruger tiden på håndbolden går både Markus og Rasmus på IBC i Kolding. Markus er i gang med andet år på HHX, mens Rasmus er i gang med andet år af EUX-uddannelsen.

Som håndboldspillere er både Markus og Rasmus særdeles ambitiøse, og de vil også godt sætte nogle ord på deres styrke hver især.

-Min force er, at jeg er to meter høj og det er så først og fremmest mit skud og mit duelspil, som er min styrke. Jeg dækker i midterforsvaret, så jeg er med i begge ender af banen. Jeg skal arbejde på at forbedre min fysik. Når jeg har trænet med KIF's ligahold er jeg jo en af de små drenge, og her er der fysikken til forskel, fortæller Markus Bugge.

Rasmus Juhl Thomsen er med en højde på 1,95 meter også en ung gut, som fylder godt i målet på KIF's U19-ligahold og på U19-landsholdet.

-Jeg har et godt overblik og jeg læser spillet godt. Jeg er også god på nærskuddene, men skal blive bedre på langskuddene. Så her er der plads til forbedring. Derudover arbejder jeg også i styrketræningslokalet på at forbedre fysikken, fortæller Rasmus Juhl Thomsen.

På KIF's U19-hold har de en yderst kompetent træner i den mangeårige ligaspiller i KIF og landsholdsspiller Lasse Boesen.

-Lasse er en målrettet træner, som forlanger noget af os og som kan lære os en masse. Han har jo selv prøvet det hele. På U19-ligaholdet er vi mange spillere, som har store ambitioner, men vi har en stor gruppe U19-spillere, og der er plads både til dem, der har ambitioner og de spillere, som spiller på grund af det sociale og fællesskabet. Der er plads til begge dele, siger Markus Bugge.

Både Markus og Rasmus er ikke i tvivl om deres ambitioner med håndbolden.

-Vores mål er om nogle år at være med i KIF Koldings ligatrup. Vi vil gerne være med på det KIF-hold, som spiller ligakampene i Sydbank Arena, lyder det samstemmende fra de to unge U19-landsholdsspillere.

#vikæmperforkolding