Foto: RsFoto
Af Ole Maass
Det er to hold, der ligger side om side i tabellen, som lørdag klokken 16.00 mødes i Jysk Arena i Silkeborg, når Bjerringbro-Silkeborg tager imod KIF Kolding.
Men et BSH-mandskab på hjemmebane er naturligvis favoritter imod KIF, men det ændrer ikke på at KIF'erne tager til det midtjyske med en god fornemmelse og tro på, at de måske kan skabe en overraskelse.
-Kan vi stå lige så godt i forsvaret som vi gjorde onsdag aften imod Mors-Thy og kan vore målmænd komme op på samme høje niveau, som Josip Cavar viste imod Mors – ja, så er alt muligt. Et BSH-mandskab ved fuld styrke er naturligvis en stor mundfuld. Det viste de allerede, da vi mødte dem i 1/8-finalen i pokalturneringen i slutningen af august. Men siden dengang har vi hævet vores niveau, så vi tror da på mulighederne, siger Kristian Kristensen.
Han må endnu engang sætte sin lid til, at bagspillerne Kristian Stoklund, Oliver Norlyk og Lauritz Legér er klar til at trække det store læs, og i forsvaret bliver det op til spillere som Benjamin Pedersen og Mathias Hedegaard at holde nogenlunde snor i en stærk BSH-bagkæde bestående af lutter profiler: Rasmus Lauge, Morten Olsen, Peter Balling og Nikolaj Læsø.
Men lige som til alle andre udekampe vil KIF også lørdag eftermiddag have solid opbakning fra medlemmerne af fanklubben Den Gyldne Hånd, så KIF'erne kommer bestemt ikke til at føle sig alene lørdag i det midtjyske.