Spring til indhold
KØB BILLET
1. oktober 2026 · 2 MIN LÆSNING

SIMON SEJR VOGTER MÅLET I KIF KOLDING RESTEN AF ÅRET

KIF Kolding har styrket målmandspositionen med tilgangen af 30-årige Simon Sejr, der har skrevet under på en aftale gældende for resten af 2026.

Tilgangen sker på baggrund af skaden til Victor Bang, som holder KIF-målmanden ude i de kommende måneder. Bang pådrog sig en fingerskade til træning, som efterfølgende har krævet en operation, og der venter nu en periode med genoptræning.

Simon Sejr kommer senest fra Skanderborg AGF Håndbold, hvor han i sidste sæson var med til at sikre klubben sølvmedaljer i Bambuni Herreligaen. Tidligere i karrieren har han blandt andet repræsenteret Aarhus Håndbold samt franske Dunkerque og kommer dermed til Kolding med stor erfaring fra både dansk og international håndbold.

Cheftræner Anders Eggert glæder sig over, at det er lykkedes at få den rutinerede målmand til Kolding:
“Vi er rigtig glade for, at det er lykkedes os at hente Simon. Han er en dygtig målmand, som har præsteret på et højt niveau gennem mange sæsoner, og så kommer han med en stor portion rutine. Det er selvfølgelig en lidt speciel situation og et relativt kort ophold, men vi er sikre på, at Simon med sin erfaring kan bidrage med en masse ro og samtidig være en god støtte for Rasmus Storm. Vi føler derfor, at vi har fundet en rigtig god løsning på den situation, vi står i,” siger Anders Eggert.

Simon Sejr har ikke repræsenteret en klub i indeværende sæson og er derfor spilleberettiget allerede til lørdagens hjemmekamp mod Skjern Håndbold i AL Sydbank Arena.

Hovedpersonen selv ser frem til at blive en del af KIF Kolding og den nuværende trup:
Jeg ser det som en super god mulighed for at komme ind på et hold, som virker til at være ungt og godt sammentømret. Jeg håber på at kunne bidrage til konceptet og hele teamet på og udenfor banen. 
Alle i håndbold Danmark kender til KIF Kolding, hvilket jo fortæller en del om klubbens værdier og evner. Det er jeg stolt af at blive en del af uanset kontraktens længde.” afslutter Simon Sejr.

Simon Sejr får trøje nummer 16 i KIF Kolding.

TILMELD DIG NYHEDSBREVET

Tilmeld dig KIF's nyhedsbrev og modtag nyheder og tilbud fra KIF.

Læs mere om vores privatlivspolitik her.