Af Ole Maass
På den digitale lystavle i det gamle KIF-Center – hal 3 i Sydbank Arena stod der 30-38, da KIF Kolding og den gamle arvefjende fra GOG lørdag eftermiddag havde afviklet deres træningskamp anno august 2026.
Altså en klar fynsk sejr og alt andet havde ville da også have været en overraskelse i betragtning af, at sydfynboerne efterhånden i en længere årrække har tilhørt toppen af både dansk og international klubhåndbold, mens KIF Kolding som bekendt er tilbage i ligaen efter en enkelt succesfuld sæson i 1. division.
Rent spillemæssigt var der ganske meget at glæde sig over på et KIF-hold, som indeholder masser af talent, fighterånd og god håndbold, men når man møder et fynsk mandskab med landsholdskeeper Kevin Møller i topform og en bagkæde med landsholdsspillere fra tre forskellige lande, Hjalte Lykke fra Danmark, Óli Mittun fra Færøerne og Manuel Zehnder fra Schweiz – ja, så skal man stå tidligt op for at vinde.
Derfor var det da også et fynsk mandskab, som forholdsvis tidligt tog føringen i kampen og efter godt ti minutters spil førte med 4-7. Udover at det var med tempofyldt fynsk spil var det så også i kraft af et par dommere, som var meget rundhåndede med at dømme straffekast til fynboerne, som af de første syv mål lavede fire på straffekast, eksekveret af schweiziske Manuel Zehnder. Igennem første halvleg udbyggede GOG føringen, men KIF dummede sig dog til allersidst i halvlegen, da holdet kunne reducere til en seks måls føring, men i stedet lavede en teknisk fejl, som kostede et mål i den anden ende, så GOG gik til pause foran med 13-21.
KIF kom stærkt ud til anden halvleg, hvor holdet scorede halvlegens første tre mål og barberede det fynske forspring ned til 16-21. Både i kraft af koncentreret angrebsspil, men også fordi KIF-forsvaret øgede intensiteten samtidig med, at Rasmus Storm kom på mål for KIF og startede anden halvleg med to-tre stærke redninger.
I angrebet var der stor variation, og KIF'erne var farlige fra alle positioner i bagkæden. KIF's nye højre back Kristoffer Vestergaard havde det svært i første halvleg mod landsholdsmålmand Kevin Møller, men da GOG skiftede U-landsholdsmålmand Frederik Møller ind fik Kristoffer Vestergaard bedre hul på bylden, og han lavede fem mål i anden halvleg – og syv i alt. KIF's topscorer fra sidste sæson, Cornelius Kragh var ligeledes godt skydende, og det samme må man sige om en anden af de nye spillere på holdet, unge Hjalte Langmack, som lavede seks mål i alt – heraf fem i første halvleg. Han er en spiller med masser af fart, drive og skudkraft, og det fik han i den grad vist mod sin tidligere klub. Han kom til KIF fra GOG inden denne sæson.
I anden halvleg skruede KIF som nævnt op for intensiteten, og da fynboernes Frederik Møller ikke fik fat i alverden fik KIF'erne reduceret den fynske føring til 21-24 efter cirka 12 minutters spil i anden halvleg. Men så valgte GOG-træner Kasper Christensen at sætte Kevin Møller på mål igen, og så blev der lukket af, så GOG igen udbyggede føringen til fem-seks mål.
Men set med hjemmeholdets briller var der altså mange positive elementer – det klare nederlag til trods. Lige nu skal KIF ikke måle sig med GOG, men hos KIF-drengene kunne man glæde sig over intensitet, fight og masser af vilje – og altså også periodisk godt spil. Forsvarsspillet sidder endnu ikke i skabet, og KIF'erne får heller ikke så meget bredde i kraft af udspil til fløjene. Så der er stadig meget at arbejde på, men det ændrer ikke på, at det var en absolut godkendt indsats lørdag tidligt på eftermiddagen. De cirka 600 tilskuere, som fyldte godt op i det gamle KIF-Center belønnede da også indsatsen med klapsalver til spillerne – både dem i de hvide og dem i de gule trøjer.
Matchfakta:
KIF Kolding-GOG: 30-38 (13-21).
Målscorere:
KIF: Kristoffer Vestergaard, 7, Hjalte Langmack, 6, Cornelius Kragh, 5, Mathias Kragh, 4 (2), Mads Larsson, 3 (3), Mads Jørgensen og Sebastian Bertelsen, begge 2 samt Viktor Ahlstrand, 1 mål.
Redninger:
KIF: Victor Bang: 5/26 (19,23 procent), Rasmus Storm: 5/22 (22,72 procent)
Udvisninger:
KIF: 6 – GOG: 2
Ca. 500 tilskuere i Sydbank Arena, hal 3.
