Ny trænertrio med stor udfordring mod Aalborg


Af Ole Maass

Det er en opgave af de helt store, som venter for KIF Koldings mandlige ligahold og den nye trænertrio bestående af akademileder Julie Loop, assistenttræner Kristian Danielsen og U-17 træner Kenneth Jørgensen, når de lørdag eftermiddag – med kampstart klokken 16.00 – på udebane skal op imod Aalborg Håndbolds danske mestre og pokalvindere.

Men ifølge Julie Loop, der som midlertidig cheftræner skal stå i spidsen for holdet ved den formentlig sværeste kamp i denne sæson er det et KIF-hold ved godt mod, som ser frem til udfordringen i det nordjyske.

-Vi ved naturligvis godt, at vi i den grad skal ramme dagen og spille en fejlfri kamp og Aalborg skal samtidig have en gedigen off day, hvis vi skal have noget med fra den kamp. Vi har i denne uge arbejdet meget med at skabe klare rammer og trænet nogle ting, som kan give os en tryghed med klare aftaler og nogle faste konstellationer på banen. Vi skal levere et andet udtryk end i den seneste kamp mod Skjern, og de ændringer vi har prøvet at arbejde med i denne uge har spillerne taget godt imod. Der har været en god energi til træningen, siger Julie Loop.

-Vi har blandt andet arbejdet meget med forsvarsspillet og samarbejdet med målmændene. Det har i flere af de foregående kampe set skævt ud, og her har vi et klart potentiale for forbedring, og det håber jeg vi vil kunne se allerede mod Aalborg, og det skal vi i hvert fald kunne se i næste uge mod Grindsted, siger Julie Loop.

Mod et Aalborg-hold med internationale stjerner som Mads Hoxer, Henrik Møllgaard, Aleks Vlah, Lukas Nilsson, Sander Sagosen, Jack Thurin, Niklas Landin, Thomas Arnoldsen – plus syv-otte andre får KIF-drengene i den grad mulighed for at prøve sig selv af på øverste hylde. Kampen i det nordjyske vises ikke i tv, men man kan følge live-opdateringen på hjemmesiden og app'en tophåndbold.dk.

#vikæmperforkolding