Af Morten Ravn.
Søndag eftermiddag ventede sæsonens første udekamp i Bambuni Herreligaen, da KIF Kolding gæstede Mors-Thy Håndbold i Thyhallen. Trods en stærk afslutning og muligheder for at hente point med hjem måtte KIF se sig slået 34-31.
Omkring 45 medrejsende KIF-fans havde taget turen til Thisted, og de kunne se KIF komme fint fra start. Efter 6 minutter kunne Kristoffer Vestergaard på sin gamle hjemmebane bringe gæsterne foran 4-3.
De 2 hold fulgtes tæt i kampens indledning, og efter 11 minutter gjorde Mathias Kragh det til 7-6 med sin anden scoring.
Kort efter måtte KIF dog notere sig en udfordring, da Mads Kragh Thomsen allerede efter 12 minutter modtog sin anden 2-minutters udvisning. Dermed skulle han være ekstra påpasselig resten af opgøret for ikke at modtage sin tredje udvisning og dermed det røde kort.
Victor Bang havde svært ved at få fat i afslutningerne i kampens første kvarter, og efter 14 minutter valgte cheftræner Anders Eggert derfor at sende Rasmus Storm på banen. Han kvitterede med det samme med en strafferedning.
Mors-Thy begyndte dog at få bedre fat, og efter 16 minutter sørgede Simon Skovhus for kampens første 2-målsføring, da han gjorde det til 10-8.
Herefter fulgte en rodet periode med flere afbrændere i begge ender. Hjalte Langmack reducerede efter 22 minutter til 13-11 med sin tredje scoring, men et par tekniske fejl i KIF-angrebet blev efterfølgende straffet hårdt. Efter 25 minutter havde hjemmeholdet derfor udbygget føringen til 16-11.
Mors-Thy fik også halvlegens sidste scoring og kunne gå til pause med en føring på 20-16.
KIF kæmpede sig tilbage
Victor Bang var tilbage mellem stængerne fra anden halvlegs start, og allerede efter 32 minutter viste han sig frem med en strafferedning på et forsøg fra Frederik Bak.
KIF havde dog gennem kampen svært ved at udnytte perioderne i overtal. For mange tekniske fejl og dårlige afslutninger betød, at mulighederne for at hente ind på hjemmeholdet ikke blev udnyttet.
Efter 40 minutter stod der 24-21, og selvom Victor Bang efterhånden fik bedre fat i målet, kunne han ikke forhindre Magnus Árason i at øge Mors-Thys føring til 26-21 efter 45 minutter.
Med 13 minutter tilbage og stillingen 26-22 tog Anders Eggert sin anden timeout, og KIF nægtede at slippe kampen.
Hjalte Langmack gik forrest i jagten på hjemmeholdet. Med 9 minutter tilbage scorede han sit ottende mål til 28-25, og 4 minutter senere var han på pletten for tiende gang. Scoringen til 30-28 bragte for alvor spændingen tilbage i opgøret og fik Mors-Thy til at tage timeout.
Muligheden for point var til stede
KIF havde mulighederne for at komme helt tilbage i kampens afgørende minutter, men et par forhastede beslutninger blev dyre. Mors-Thy holdt gæsterne bag sig og kunne til sidst sikre sejren på 34-31.
Dermed måtte KIF rejse fra sæsonens første udekamp uden point trods en afslutning, hvor muligheden for at få noget med hjem bestemt var til stede.
Næste opgave venter allerede onsdag, hvor turen går vestpå til Blue Water Dokken. Her står Ribe-Esbjerg HH klar på den anden side kl. 19:00.
Kampen i tal:
Mors-Thy Håndbold - KIF Kolding: 34-31 (20-16)
KIF's målscorere:
Hjalte Langmack 10, Cornelius Kragh 6, Mads Kragh Thomsen 4, Kristoffer Vestergaard, Mads Larsson & Andreas Aagreen hver 3 samt Mathias Kragh 2 mål.
Redninger:
KIF: Victor Bang, 3/22 (13,64 procent), Rasmus Storm: 4/19 (21 procent).
Udvisninger:
KIF: 4 – KIF: 4
1106 tilskuere i Thyhallen.

![6I4A1589[1]](https://kif.dk/wp-content/uploads/brizy/imgs/6I4A15891-1317x878x73x0x1170x878x1788108566.jpg)