Kristian Kristensen: Vi har en opgave der skal klares


Af Ole Maass

Der var naturligvis stor skuffelse i KIF-lejren, da KIF's ligahold onsdag aften tabte med 24-25 i Lemvig til Lemvig-Thyborøn Håndbold.

Men allerede torsdag formiddag var KIF-spillerne samlet igen, og her var der enighed om at lægge al fokus på lørdagens hjemmekamp mod Skjern.

-Vi har en opgave, der skal klares og vort mål er at vinde den kamp, så vi kommer over i nedrykningsspillet med ét point. Vi skal være langt mere kyniske i afslutningerne end vi var i kampen i Lemvig. Her havde vi rigeligt med chancer til at vi kunne have vundet den kamp med fire-fem mål. Det skete ikke, men nu skal vi med en forhåbentlig fyldt Sydbank Arena i ryggen have det til at lykkes mod Skjern, siger Kristian Kristensen.

Han forudser, at kampen mod Skjern bliver en lidt anden kamp end tidligere kampe mod Skjern.

-Det plejer at være kampe, hvor to stærke forsvar normalt er toneangivende. Men Skjern har skader på nogle centrale spillere, så jeg forventer, at det i stedet bliver deres små hurtige spillere som Lasse Mikkelsen, Jakob Rasmussen og Noah Gaudin, som sætter dagsordenen. Og så får vi en kamp med flere mål og mere tempo, forudser Kristian Kristensen.

Til lørdagens kamp må KK se bort fra Oliver Norlyk, som blev ramt i hovedet i starten af kampen i Lemvig.

-Men Oliver er i bedring, men ikke så meget, så han spiller lørdag, siger Kristian Kristensen.

Han har kun fokus på KIF's kamp mod Skjern, men slår samtidig fast, at han anser det for helt usandsynligt, at Aalborg og Fredericia skulle gå hen og tabe til henholdsvis Lemvig og Nordsjælland.

-At ligaens nummer 1 og 2 taber på hjemmebane til ligaens nummer 13 og 14 – det tror jeg ikke et øjeblik på, men det er heller ikke der vores fokus ligger. Den ligger på den opgave vi har foran os, og det er kampen mod Skjern. Der er lagt op til, at lørdagen skal være en festdag i KIF Kolding i anledning af klubbens 40 års jubilæum i den bedste række, og vi har tænkt os, at vi på banen skal bidrage til festen, understreger Kristian Kristensen.

Der kommer masser af mennesker til braget mellem KIF Kolding og Skjern. Kom i god tid i hallen inden kampstart klokken 16.00. Kom i din KIF-trøje. Så kommer du gratis ind – eller køb en billet til kun 40 kroner ved indgangen. Så kan du bidrage til, at det bliver en fest vi ikke lige sådan glemmer.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere