Det er ikke en skam at tabe til et bedre hold. Det var netop, hvad der skete for KIF Koldings mandligE håndboldligahold, som onsdag aften i Silkeborg tabte med 34-24 til Bjerringbro-Silkeborg Håndbold efter, at hjemmeholdet havde ført med 19-12 ved pausen.
BSH-sejren blev grundlagt stort set fra kampens start. Hjemmeholdets bagspillere Sebastian Skube, Nikolaj Øris, William Bogojevic og Jacob Lassen kunne stort set uhindret enten via gennembrud eller på langskud sætte KIF’s forsvar under voldsomt pres. Og det betød, at KIF’erne kun var på omgangshøjde med hjemmeholdet til stillingen 6-5 efter cirka ti minutters spil. Herefter kunne BSH stille og roligt udbygge føringen i en første halvleg, hvor KIF’erne lavede for mange tekniske fejl, samtidig med at KIF også blev straffet af en stærk kontrafase hos hjemmeholdet.
I anden halvleg fik KIF’erne minimeret fejlene. Tim Winkler havde en god håndfuld redninger, og i en lang fase af halvlegen skiftedes de to hold til at score. Spillere som Peter Balling og Benjamin Pedersen holdt niveau, og det betød at hjemmeholdet ”kun” førte med skiftevis seks og syv mål.
Men spænding var der ikke rigtig noget af. Mod slutningen af halvlegen udbyggede hjemmeholdet føringen, og i de sidste ti minutter gav både KIF-træner Andreas Toudahl og Peter Bredsdorff-Larsen hos BSH spilletid til begge holds unge spillere. Ti minutter før tid fik KIF’s nye stregspiller, Phillip Lyngby Pedersen debut, ligesom der i de sidste minutter også blev spilletid til fløjspilleren Andreas Elbæk og den unge målmand Frederik Bank.
For KIF-spillerne gælder, at de skal op på hesten igen, og kun fokusere på den næste kamp. Og det er en uhyre vigtig én, nemlig hjemmekampen mod Aarhus Håndbold næste fredag – den 26. februar. I den kamp skal KIF’erne være skarpere, end de var onsdag aften i Silkeborg, og det er der også al mulig grund til at tro at KIF-spillerne kan være, når man tænker på mange andre tidligere præstationer i denne sæson.
Matchfakta:
Bjerringbro-Silkeborg-KIF Kolding: 34-24 (19-12)
Målscorere:
BSH: Jacob Lassen og August Pedersen, begge 6, William Bogojevic og Aksel Horgen, begge 5, Nikolaj Øris Nielsen, 4, Sebastian Skube, 3, Mads Kjeldgaard Andersen, 2, Mads Øris Nielsen, Jesper Nøddesbo og Sebastian Skøtt, hver 1 mål.
KIF: Andreas Flodman, 6, Peter Balling, 5, Benjamin Pedersen, 4, Nicolai Jørgensen, Chris Jørgensen og Andreas Væver, hver 2, Thomas Boilesen, Kristoffer Vestergaard og Jens Svane Peschardt, hver 1 mål.
Redninger:
BSH: Johan Sjöstrand: 7/25 (28 procent), Kasper Larsen: 6/12 (50 procent)
KIF: Agust Eli Björgvinsson: 3/13 (23,08 procent), Tim Winkler: 7/25 (28 procent), Frederik Bank: 0/3
Udvisninger:
BSH: 2, KIF: 5
Tilskuere i JYSK Arena i Silkeborg: 0