Af Ole Maass
KIF Koldings mandlige ligahold skal fredag aften – klokken 20.00 i Sydbank Arena – på en hård opgave, når KIF-drengene i den første hjemmekamp i 2025 skal op imod pokalfinalisterne fra Bjerringbro-Silkeborg.
KIF-træner Sebastian Seifert håber og tror dog på, at hans mandskab vil være i stand til at give det stærke BSH-mandskab kamp til stregen.
-Vi har trænet godt, og vi havde spillemæssig fremgang i vores seneste kamp mod Mors-Thy, og så fik vi også en pokalsejr i sidste uge. Selvom det var imod et 2. divisionshold er det alt sammen med til at give os en tro på, at vi kan lave et godt resultat mod BSH, siger Sebastian Seifert.
Hos gæsterne er der adskillige store profiler, som kan give KIF'erne noget at se til. Det gælder ikke mindst verdensmester Rasmus Lauge som sammen med den tidligere verdensmester, Morten Olsen, er to af de spillere, som svinger dirigentstokken hos midtjyderne. Højre back – den tidligere KIF'er Peter Balling – viste stor klasse, da BSH i weekenden vandt en storsejr over Grindsted i pokalsemifinalen og efterfølgende, da BSH tabte finalen til Aalborg. I forsvaret er det en anden tidligere KIF'er, René Toft Hansen, som sammen med hardhittere som Anders Zachariassen og Alexander Lynggaard gør livet svært for modstanderne, og så har BSH også en klassemålmand i Mikkel Løvkvist, som i næsten sæson skal videre i karrieren til Paris.
-Det er en stærk modstander vi møder, men vi tror på vore muligheder, og så håber vi ellers på, at vi får massiv opbakning fra vort hjemmepublikum i Sydbank Arena. Det får vi brug for, siger KIF-træner Sebastian Seifert.
I forhold til KIF's seneste ligakamp mod Mors-Thy er der den ændring på stregen, at Mathias Hedegaard er med i stedet for unge Mads Kragh Thomsen, som onsdag brækkede næsen under træningen.
Kom i god tid i hallen inden kampstart klokken 20.00. Inden kampen skal to verdensmestre hyldes. KIF's assistenttræner Kristian Danielsen var en del af trænerteamet under VM-slutrunden, hvor han leverede videoanalyser til den danske landstrænerduo, Nikolaj Jacobsen og Henrik Kronborg, og så skal BSH's Rasmus Lauge naturligvis også hyldes for sin indsats på banen for det danske landshold under slutrunden.
Mens du tæller ned til kampen, kan du passende lytte til det nyeste afsnit af KIF-podcasten “Skyboxen”. Her gennemgår vi den aktuelle situation, ser frem mod de kommende kampe og meget mere. Find podcasten dér, hvor du normalt lytter til dine podcasts!