KIF ser frem til søndagens lokalopgør


'}}

Foto: Rsfoto

Af Ole Maass

KIF Kolding tager søndag aften til Fredericia for her at møde Fredericia Håndboldklub i denne sæsons første lokalopgør mellem de to klubber. Og det er et KIF-hold med en god tro på egne evner, som tager til nabobyen.

-Vi glæder os til kampen. Vi ved, at der kommer mange tilskuere og der bliver tryk på, og vi tror da på at vi kan udfordre et Fredericia-hold, som har haft et travlt program med mange hårde kampe i løbet af kort tid. For os gælder det om at få åbnet deres offensive forsvar, og samtidig skal vi se om vi kan bremse farten i deres angrebsspil, hvor det ikke mindst er Anders Kragh Martinussen og Reinier Taboada, som sætter tempo på og fører bolden frem. Og samtidig skal vi selv passe på ikke at lave tekniske fejl. Dem er Fredericia rigtig gode til at straffe, konstaterer KIF-træner Kristian Kristensen.

Han fik et friskt indtryk af Fredericias styrke, da holdet torsdag aften tabte med 38-32 i holdets tredje Champions League-kamp – mod tyske Füchse Berlin. Det var efter en kamp, hvor Fredericia langt hen ad vejen spillede rigtig godt i angrebet – med blandt andet masser af målgivende indspil til stregspiller Evgeni Pevnov. Men det var også en kamp, som viste at Fredericia var til at tale med i forsvaret, ligesom FHK-målmand Sebastian Frandsen heller ikke havde en stor aften i hjemmeholdets mål.

Men Fredericia er som bekendt forsvarende DM-sølvvindere, og de er på hjemmebane, så de er givetvis favoritter søndag aften. I sidste sæson fik KIF'erne dog vist, at de i begge ligakampe mod Fredericia var meget tæt på, og med forventet mange KIF-fans i ryggen søndag aften satser KIF'erne igen på at kunne byde hjemmeholdet op til dans. Kampen mellem Fredericia Håndboldklub og KIF Kolding fløjtes i gang klokken 19.30, og er man ikke selv i hallen kan man kun følge live-opdateringen på tophåndbold-appen.

#vikæmperforkolding