Foto: Photo-Andersen
Af Ole Maass
Det plejer at være tæt og dramatisk, når KIF Kolding og Nordsjælland Håndbold mødes, og kampen lørdag eftermiddag i Sydbank Arena fulgte helt den skabelon, da KIF efter en uhyre tæt og jævnbyrdig kamp kunne trække sig tilbage med de to point efter en sejr på 32-30. Ved pausen var kampen helt lige ved stillingen 16-16.
Det var de meget små marginaler og en knivskarp KIF-anfører, Jens Svane Peschardt, som i slutfasen fik kampen til at tippe til KIF's fordel. I de tre sidste minutter af kampen lavede Jens Svane således tre af sine fem mål på et tidspunkt, hvor KIF'erne kun førte med 28-27. Med godt to minutter tilbage erobrede Svane således en bold fra gæsternes Hakan Sahin, og da Nordsjælland på det tidspunkt spillede 7 mod 6 – uden målmand – kunne Svane sende bolden i gæsternes tomme mål til en KIF-føring på 30-27. Da troede man, at kampen var afgjort til KIF's fordel, men Nordsjælland fik kort efter reduceret til 30-28, og da KIF's Sander Øverjordet i det efterfølgende angreb mistede bolden, så gæsterne kunne score til 30-29 i tomt KIF-mål var spændingen igen intakt med 52 sekunder igen.
Med tyve sekunder tilbage af kampen øgede Jens Svane til 31-29 for KIF. Ti sekunder senere reducerede Nordsjællands Nichlas Hald til 31-30, og to sekunder før afgjorde Sander Øverjordet så endelig kampen, da han med et lob scorede til 32-30 på Jimmi Andersen i gæsternes mål.
Rent spillemæssigt var det en kamp, som bølgede meget frem og tilbage. KIF var i teten i første halvleg, hvor holdet efter en koncentreret indsats førte med 13-8 efter tyve minutters spil. Men Nordsjælland er et hold, som er kendetegnet af både fight, god moral og individuel kvalitet fra blandt andre holdets store skytter, venstre back Nichlas Hald og højre back Kristian Olsen. Olsen hamrede langskud ind fra distancen. Hald drønede ofte igennem KIF-forsvaret og lavede også spektakulære mål ude bagfra. Samtidig havde KIF'erne sine udfordringer med Nordsjællands meget offensive forsvar.
I anden halvleg skiftede kampen karakter. Gæsterne overtog styringen, blandt andet i kraft af skarpe indspil til stregspiller Julius Mørch, som KIF-forsvaret havde sit hyr med. Og efter et lille kvarter i anden halvleg førte gæsterne med 19-22 – og fik også chancen for at øge føringen til fire mål. Heldigvis for KIF lavede gæsterne en teknisk fejl, som betød at Jens Svane kunne sende en skarp og scoringssikker Bjarke Christensen i en kontra, så Bjarke reducerede til 20-22 for KIF. Efter yderligere en scoring af Jens Svane og en kontrascoring af Bjarke Christensen fik KIF i løbet af et par minutter udlignet til 22-22, og herfra forblev kampen tæt. KIF'erne spillede 7 mod seks, og den del af spillet er KIF'erne uhyre skarpe til, men vi skulle hen til kampens 53. minut, før KIF igen kom foran. Det var en stærkt spillende og meget træfsikker Viktor Nevers på KIF's højre fløj, som på en kontra bragte KIF foran med 26-25.
På det tidspunkt var de 1746 tilskuere oppe og stå, og publikum gjorde sit til at lægge pres på de stærkt spillende gæster. Og da KIF'erne spillede klogt i angrebet samtidig med, at Magnus Brandbyge i KIF-målet bidrog med vigtige redninger endte det altså med en KIF-sejr på 32-30. Men i sandhedens interesse må man nok også konstatere, at det sådan set ikke havde været specielt ufortjent, hvis det stærkt spillende Nordsjælland-hold havde fået et point eller to med fra Kolding. Det gjorde de heldigvis ikke – og dermed hentede KIF den femte sejr i træk. Og sejr nummer 13 i 17 kampe. Det er fantastisk stærkt – og det vidner også om et KIF-hold med høj moral og stor spillemæssig kvalitet.
Kampen i tal:
KIF Kolding-Nordsjælland Håndbold: 32-30 (16-16)
Målscorere:
KIF Kolding: Bjarke Christensen, 9, Jens Svane Peschardt og Viktor Nevers, begge 5, Sander Øverjordet, 4, Mads-Peter Lønborg og Benjamin Pedersen, begge 3, Thomas Boilesen, 2, Vetle Rønningen 1 mål.
Nordsjælland: Nichlas Hald, 7, Kristian Olsen og Julius Mørch, begge 6, Jeppe Cieslak, 4, Tobias Jørgensen, Carl-Emil Haunstrup og Matias Campbell, hver 2 samt Magnus Kronborg, 1 mål.
Udvisninger:
KIF: 2, Nordsjælland: 2
1746 tilskuere i Sydbank Arena i Kolding
Dagens Man of the Match:
KIF: Bjarke Christensen, Nordsjælland: Nichlas Hald