KIF-nederlag til stærkt 1. divisionshold


'}}

Af Ole Maass

30-35 stod der på måltavlen i Vejen Idrætscenter efter torsdag aftens træningskamp mellem KIF Koldings mandlige ligahold og det sjællandske 1. divisionshold fra HØJ Elite.

For nogen vil det resultat sikkert være en overraskelse, men når sandheden skal frem kan man godt betragte HØJ Elite som et ligahold, der er forklædt som et 1. divisionshold. Sjællænderne er nemlig en klub med store økonomiske muskler, og de har til den kommende sæson hentet flere svenske spillere med en fortid i Bundesligaen, ligesom de nu i målet har norske Emil Imsgard, som har spillet en halv snes kampe for det norske landshold og senest har spillet i den ungarske storklub, Pick Szeged. Og torsdag aften vandt Imsgard således også målmandsduellen i sammenligning med KIF's to keepere, Josip Cavar og Anton Hellberg. De to KIF-keepere fik således heller ikke samme hjælp af forsvaret, som den nye HØJ-keeper.

Sjællænderne var i front gennem det meste af kampen, som blev overværet af et par hundrede tilskuere i Vejen Idrætscenter. KIF's sidste føring var, da nytilkomne Tobias Ellebæk hamrede bolden i mål til stillingen 9-8 efter cirka 12 minutters spil. I den resterende del af halvlegen var det et velspillende sjællandsk hold, som tog dirigentstokken i kampen. HØJ dækkede særdeles aggressivt i forsvaret, og i angrebet flød deres spil bedre end KIF's angrebsspil.

Det er ikke så underligt – det tidlige tidspunkt af sæsonen taget i betragtning. KIF-træner Kristian Kristensen valgte at give spilletid til mange spillere, og man skal have med i ligningen, at KIF til denne sæson har hentet 12 nye spillere, og det er tydeligt, at der mangler afstemning i forsvaret, ligesom løbebaner og spilsystemer naturligt nok heller ikke sidder på rygraden. Det betød også, at KIF'erne kampen igennem lavede en halv snes tekniske fejl – blandt andet, hvor bolden blev sendt i hænderne på en modstander. Og mod slutningen af kampen, hvor KIF i en kortere periode spillede 7 mod 6 betød det et par sjællandske scoringer i tomt mål på et tidspunkt, hvor KIF havde færten af et comeback ved stillingen 28-31.

En anden udfordring for KIF'erne er straffekast-disciplinen. Tre brændte straffekast blev det til fra henholdsvis Kristian Stoklund, Viktor Nevers og Jens Svane – Stoklund scorede dog på riposten, men her såvel som i både forsvars- og angrebsspillet er der plads til forbedringer for KIF'erne. Og det er så også det træningskampene skal bruges til.

Noget helt andet er så, at den der skriver disse linjer godt tør udstede den profeti, at HØJ Elite, som også får tilgang af landsholdsspilleren Hans Lindberg i næste sæson er at finde i mændenes håndboldliga. Ellers skal der i hvert fald ske et eller andet meget mystisk i landets næstbedste håndboldrække. Og det kunne jo være, at andre klubber som også satser stærkt – Aarhus Håndbold og nedrykkeren fra ligaen, Lemvig-Thyborøn, også vil have et ord eller tre at skulle have sagt om avancementet til ligaen.

Matchfakta:
KIF Kolding-HØJ Elite: 30-35 (15-19)

Målscorere:

KIF: Viktor Nevers: 5 (1), Tobias Ellebæk og Oliver Norlyk, begge 4, Mathias Hedegaard og Diogo Silva, begge 3, Lars Skaarup, 2, Kristian Stoklund, 2 (1), Victor Lyngsø, 2, Benjamin Pedersen, 2, Lauritz Legér, 2 samt Frederik Bay, 1 mål.

#vikæmperforkolding