KIF lægger ud med svær udekamp i Holstebro


Af Ole Maass

I sidste sæson leverede KIF Kolding og TTH Holstebro et par kæmpe dramaer imod slutningen af sæsonen – dramaer, der som bekendt fik den udgang, at både KIF og TTH overlevede i ligaen.

Nu skal vi i gang med en ny sæson i HTH-herreligaen, og sæsonens første ligakamp byder på et nyt møde mellem de to traditionsklubber, som mødes i Gråkjær Arena i Holstebro torsdag den 1. september.

Siden afslutningen af sidste sæson er der skiftet mange spillere ud på begge mandskaber. Flere hos KIF end hos TTH. Nordvestjyderne har blandt andet fået tilgang af den norske målmand, Sander Heieren, som har været inde omkring det norske landshold, og derudover har de fået tilgang af stregspillerne Miha Zvizej samt Dan Beck-Hansen, som senest har spillet i den svenske liga.

KIF-træner Kristian Kristensen glæder sig til at komme i gang i ligaen, men han slår fast, at man ikke rigtig kan bruge sidste sæsons resultater i de tætte dramaer mellem KIF og TTH til noget – her fire måneder senere.

-Nej, det er på mange måder to nye hold som mødes. TTH har eksempelvis nu en spiller som Nikolaj Enderleit tilbage ved fuld styrke, og i vores trup har vi 11 nye spillere, så der er ikke så mange ligheder mellem de to hold, som mødtes i sidste sæson, understreger Kristian Kristensen.

Han ærgrede sig naturligvis over, at KIF tabte 1/8-finalen i pokalturneringen i sidste uge mod BSH, men understreger, at hans mandskab kan tage flere positive elementer med fra den kamp.

-Vort forsvarsspil var langt hen ad vejen rigtig godt. Det betød også, at Magnus Brandbyge havde de nødvendige redninger. Til gengæld var vort angrebsspil noget ujævnt, så her er der plads til forbedringer. Det bliver der brug for, hvis vi skal have et godt resultat med hjem fra Holstebro, hvor vi kan se frem til at blive sat under stærkt pres, siger Kristian Kristensen.

Kampen mellem TTH og KIF fløjtes i gang torsdag den 1. september, klokken 19 i Gråkjær Arena i Holstebro.

Livestream kampen mod TTH Holstebro

I Tophåndbold appen er der længe blevet arbejdet på en løsning, som skal gøre det muligt at streame håndboldkampe direkte i appen.

Dette arbejde er nu så langt at du kan livestreame vores kamp mod TTH Holstebro hvis du ikke har mulighed for at være tilstede i hallen.

Vi håber og tror på, at alt glider som det skal med det tekniske, men beder om forståelse for, hvis der – mod forventning – skulle være mindre udfordringer undervejs her i den spæde begyndelse på et fantastisk tiltag.

For at få adgang til livestream af kampen skal du sørge for at have den nyeste version af appen Tophåndbold og være logget ind.

Har du ikke allerede appen kan den downloades ganske gratis via App Store eller Google Play.

Husk selvfølgelig at vælge KIF Kolding som din hjerteklub.

Kampene der streames kan findes under Livescore funktionen, hvor du blot trykker på live-stream-ikonet ved kampstart.

Vi ønsker rigtig god fornøjelse.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udvikliet af Magio - web med mere