Af Ole Maass
KIF Koldings mandlige ligahold spiller onsdag klokken 18.00 i Vejen Idrætscenter sæsonens fjerde træningskamp, når KIF-drengene skal op imod de regerende svenske mestre fra IFK Kristianstad.
Kristianstad har i en årrække hørt til topklubberne i Sverige, og historisk set har klubben vundet ti svenske mesterskaber – heraf det seneste som blev sikret den 29. maj i år i Malmø Arena, da Kristianstad med en sejr på 41-38 sikrede sig SM-guldet i finale fire mod HK Malmø.
Det var dengang med den nye KIF-målmand Victor Bang i spillertruppen, og Victor Bang som spillede tre sæsoner i Kristianstad ser frem til at møde sine gamle klubkammerater onsdag aften i Vejen Idrætscenter.
-Kristianstad er et hold, som er kendetegnet ved at have et meget stærkt forsvar. Det er et rigtig godt hold, men hvordan holdets angrebsspil er sat sammen i denne sæson ved jeg ikke helt. De har mistet playmaker Axel Månsson, som var holdets store styrmand og strateg, så derfor er jeg spændt på at se, hvordan de nu sætter spillet sammen. Jeg vil vurdere, at Kristianstad helt klart har styrken til at klare sig i den danske liga. I sidste sæson lavede vi også en del gode resultater i European League, hvor vi blandt andet besejrede tyske Melsungen og Vardar Skopje fra Nordmakedonien, som også er én af de store klubber. Så det er et stærkt svensk hold vi møder i træningskampen, siger Victor Bang.
Han synes selv, at han og holdkammeraterne i KIF er kommet godt i gang med sæsonforberedelserne – også selvom de tre første træningskampe er endt med nederlag.
-Jeg synes vi stille og roligt lægger lidt på efterhånden som vi får arbejdet med tingene, men om det er nok til at vi kan vinde over Kristianstad ved jeg ikke. På en rigtig god dag kan vi måske godt vinde – det må vi se, lyder det fra Victor Bang.
Træningskampen mellem KIF Kolding og IFK Kristiansted fløjtes som nævnt i gang, onsdag klokken 18.00 i Vejen Idrætscenter.
Det er KIF Koldings gode samarbejdsklub, Vejen Håndbold Klub, som står for arrangementet, og det koster 30 kroner at komme ind – penge som går til klubkassen i Vejen HK.
Mød frem og bak KIF-drengene op og se en forhåbentlig seværdig kamp mellem KIF Kolding og de svenske mestre fra IFK Kristianstad.

