KIF Kolding og ForEn Kolding hylder de frivillige i Kolding Kommune


Af Morten Ravn

Fredag den 21. februar kl. 20:00 er ikke bare en kampdag i Sydbank Arena – det er en hyldest til de mange frivillige, der hver dag gør en forskel i Kolding Kommune. I samarbejde med frivilligforeningen ForEn Kolding inviterer KIF Kolding alle kommunens frivillige til en aften med top-håndbold og fællesskab – helt gratis.

Frivillige spiller en afgørende rolle i lokalsamfundet, og derfor ønsker KIF Kolding at give noget tilbage. Marketing & Turneringsansvarlig i KIF Kolding, Christian Klamer, understreger vigtigheden af deres indsats:

“Frivillige er rygraden i ikke bare vores håndboldklub, men i hele Kolding og omegn. Uden deres engagement, passion og utallige timer ville fællesskaber som vores ikke blomstre. De skaber oplevelser, sammenhold og gør en forskel for både unge og gamle. Med denne kamp hylder vi dem, ikke kun for deres indsats i sporten, men for deres uvurderlige bidrag til hele byen.”

Også leder i ForEn Kolding, Claus Warming, ser initiativet som en vigtig anerkendelse:
“Frivillige kan ikke hyldes og anerkendes nok. Deres indsats og engagement er hele essensen og eksistensgrundlaget for den danske model og foreningslivet i Kolding Kommune. KIF Kolding er et lokalt håndbold-fyrtårn, som mange mennesker følger, og klubbens flotte initiativ og fokus på, at de frivillige skal anerkendes, trives og have det godt, er helt naturligt for ForEn Kolding at støtte op om.”

Kampen bliver altså en oplagt mulighed for at samle hele Kolding om en fælles oplevelse og samtidig sige tak til de frivillige, der hver dag skaber værdi for byen og foreningslivet.

#vikæmperforkolding