KIF Kolding klar til nøglekamp mod Nordsjælland Håndbold


Af Ole Maass

Når KIF Kolding lørdag eftermiddag – klokken 15.30 i Sydbank Arena – tager imod ligakollegerne fra Nordsjælland Håndbold er der tale om en absolut nøglekamp, som KIF'erne meget gerne skal vinde.

Det scenarie er KIF-træner Kristian Kristensen og hans spillere da også meget bevidste om.

-Vi har en god fornemmelse, men vi ved også at det bliver en svær kamp. Nordsjælland kommer til Kolding med selvtillid efter deres overraskende sejr over GOG, men vi har også præsteret med pil opad i flere af de senere kampe, senest i sidste uge i Fredericia, hvor det desværre ikke gav point, siger Kristian Kristensen.

Når han alligevel ser med fortrøstning på lørdagens nøglekamp er det blandt andet begrundet i, at skadessituationen lysner på KIF-holdet, hvor vi til lørdagens kamp kan påregne at se holdets spilstyrer, den norske landsholdsspiller Sander Øverjordet tilbage på banen efter en længere skadespause. Derudover kan vi forvente at se KIF's nye svenske målmand, Anton Hellberg få debut i KIF-trøjen.

-Anton er en rutineret målmand, som har erfaring fra både den svenske, norske og franske liga. Han har den ro, der skal til for at hjælpe os i vores nuværende situation, og han er kommet fint i gang med træningen i klubben de seneste fire-fem dage, siger Kristian Kristensen.

Han forventer, at KIF'erne lørdag møder et Nordsjælland-mandskab, som meget gerne vil sætte rigtig meget fart i kampen. De løber på alt, konstaterer Kristian Kristensen, og derfor skal KIF'erne undgå at lave fejl og dårlige afslutninger i angrebet, da det straffes hårdt, af blandt andre sjællændernes stærke fløjspillere Jeppe Cieslak og Carl-Emil Haunstrup. Et par andre spillere, som KIF'erne givetvis skal holde ekstra vågent øje med er bagspillerne Nichlas Hald, Kristian Olsen og Nikolaj Larsson, ligesom holdets nye tyske playmaker Justin Müller også er kommet godt i gang for Nordsjælland.

Til lørdagens kamp får KIF'erne i den grad brug for holdets ottende mand, fansene som meget gerne skal være med og bakke KIF højlydt op i alle 60 minutter. Det er nu der er brug for jer, og det skal spillerne inde på banen kunne mærke. Til kampen kommer der også en busfuld neongrønne fans fra Nordsjælland, og de skal naturligvis være hjerteligt velkomme, når de kommer og bakker deres hold op. Men de skal også meget gerne mærke, at de er på udebane. Derfor denne opfordring til alle KIF-fans: kom i hallen, tag dine bedste venner med og gi´ den gas i alle 60 minutter, så vi får den sejr i hus, som der er så hårdt brug for!

#vikæmperforkolding