KIF Kolding går i kamp for danske veteraner.


'}}

I et tæt samarbejde med DIF Soldaterprojekt i Danmarks Idrætsforbund og Kolding Kommune, arrangerer KIF Kolding hyldestkamp for danske krigsveteraner. Det sker når, Veteran Match 2022 afvikles over hele landet i september måned.

Med afsæt i Flagdagen d. 5. september går toppen af dansk fodbold, ishockey og håndbold sammen om at styrke indsatsen for Danmarks veteraner.

Det sker, når Veteran Match afvikles over hele landet for at hylde, anerkende og hjælpe de mennesker, der har betalt en ultimativ pris for at kæmpe for Danmark i verdens brændpunkter.

Vi i KIF Kolding er med i initiativet og dedikerer hjemmekampen mod Skanderborg-Aarhus Håndbold d. 22. september til Danmarks veteraner. En del af de danske veteraner er vendt hjem fra hårde missioner i krigszoner med ar på krop og sjæl, og de fortjener anerkendelse for deres indsats. Det markerer vi med flag, hyldest, specialdesignede spillertrøjer og en række yderligere synlige tiltag i Sydbank Arena efter inspiration fra Remembrance Day i Premier League.  Vi hylder de indbudte veteraner med 1 minuts klapsalve inden kampstart og donerer et par af de trøjer der spilles i til auktion. Indsamlingen går ubeskåret til DIF Soldaterprojekt.

”KIF Kolding kæmper for Kolding og bakker naturligvis op om initiativer, der kommer kommunen og byen til gode. Veteran Match er en oplagt mulighed for os som kulturinstitution at bidrage til et godt formål med de rigtige værdier i højsædet. Vores klub kan blandt andet ikke overleve uden frivillige ildsjæle. Disse ildsjæle stammer fra nær og fjern, samt alle samfundslag, heriblandt veteraner. Denne nære relation er blot én af mange gode grunde til at indgå i dette samarbejde mellem DIF og Kolding Kommune. Gode
initiativer skal belønnes og hyldes, udtaler direktør i KIF Kolding, Christian Hjermind.

Villy Søvndal, formand for Social & Arbejdsmarked i Kolding udtaler:

”I Kolding har vi et stærkt fokus på at hjælpe vores veteraner. Det sker via kommunens Veterankoordinator, der sikrer én indgang for veteranen og familien. Men kommunen kan og skal ikke løfte opgaven alene, og derfor er samarbejdet med KIF et rigtig godt tiltag og eksempel på, hvordan vi kan løfte så meget mere, når vi gør det i fællesskab. Her forenes frivillige kræfter med interessen for sport, og samtidig kan man mødes med virksomhederne til jobmatch og muligheden for at finde et job efter et liv i uniform.”

”I Kolding Kommune sker muligheden for at få hjælp via veterankoordinatoren. Via denne ene indgang, skal veteranen og familien kun henvende sig ét sted, og koordinatoren sørger for kontakten til de øvrige forvaltninger og samarbejdspartnere. Hjælpen kan både være til veteranen men også til de pårørende. Så det kan være alt fra hjælp til støtte og afklaring, når det er svært og også hjælp til f.eks. børnene eller at komme videre ud i job.”  - Kolding Kommune, Veteranindsatsen. 

I forbindelse med hyldestkampen vil der desuden blive rejst penge fra salg af pins, ligesom spillertrøjer senere vil blive bortauktioneret, og overskuddet går direkte til foreningsaktiviteter under Danmarks Idrætsforbunds Soldaterprojekt, der arbejder for idrætstilbud til skadede veteraner ude i foreningslivet.

”Anerkendelsen af Danmarks veteraner er en helt afgørende del af vores Veteran Match-koncept. Veteranerne har kæmpet for vores land i verdens brændpunkter, og desværre vender en del af dem hjem til en svær hverdag med ar på krop og sjæl. De fortjener støtte og anerkendelse, og her har professionelle sportsklubber noget helt særligt at byde ind med. I DIF er vi taknemmelige for, at så mange klubber i år er med til at hylde veteranerne. Det bliver stort og rørende at opleve,siger Frans Hammer, næstformand i DIF og medlem af styregruppen bag Veteran Match.

Er du veteran og interesseret i at være en del af Veteran Match 2022, kan du tilmelde dig arrangement i Kolding via link på Veteran Match-hjemmesiden:

https://www.dif.dk/samfundsansvar/veteran-match

For mere info om Veteran Match 2022 i KIF Kolding kontakt:

Christian Klamer, på ck@kif.dk

For generel info om Veteran Match 2022: Projektleder i DIF Soldaterprojekt, Katrine Marslew Fritzen, kfr@dif.dk, 61261482

 

FAKTA

Kort om Veteran Match

Formålet med Veteran Match 2022 er at hylde de danske soldaterveteraner og skabe gode rammer for at få dem ud på arbejdsmarkedet.

Bag Veteran Match står DIF Soldaterprojekt, alle fodboldklubber fra Superligaen, hele Metal Ligaen (ishockey), stort set alle klubber fra HTH Herreligaen (håndbold) samt en række kommuner over hele landet.

Poul Due Jensens Fond / Grundfos Fonden bidrager med økonomisk støtte til at finansiere Veteran Match.

Læs mere på www.veteranmatch.dk

#vikæmperforkolding