KIF Kolding bakker op om Lyserød Lørdag


'}}

Når vi på lørdag klokken 15:30 spiller hjemmekamp mod Skanderborg AGF Håndbold i Sydbank Arena, kæmper vi samtidigt for at samle penge ind til forebyggelsen af brystkræft.

Af Morten Ravn

Den 7. oktober bliver hele Danmark lyserød. Landet over går frivillige kræfter, foreninger, erhvervslivet sammen og støtter op om brystkræftsagen ved at arrangere forskellige aktiviteter, motionstilbud og særlige lyserøde priser og tilbud.

For at bakke op om Kræftens Bekæmpelse og Lyserød Lørdag har vi i KIF Kolding valgt at halvdelen af billetindtægterne, salget fra pausekonkurrencen samt andre tiltag på kampdagen går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.

”Vigtig sag at bakke op om”
”Lyserød Lørdag” er en vigtig sag for os at bakke op om som klub. Denne nationale kampagne fra Kræftens Bekæmpelse retter fokus på en sygdom der kan ramme alle, ung som gammel. Hvis vi som klub, I vores position, kan hjælpe det mindste med at bidrage til den livsnødvendige indsats, vores lokalforening i Kolding laver samt bidrage økonomisk til den forskning der foregår på nationalt plan, så vil vi til en hver tid kæmpe sammen med Kræftens Bekæmpelse. Derfor bakker vi med glæde op for tredje år i træk. Samtidig håber vi på, at med vores netværk kan spille en større og større rolle for hvert år i denne kamp. Allerede nu oplever vi en stor samarbejdsvilje fra vores partnere.”  udtaler Marketing & Turneringsansvarlig Christian Klamer.

”Vi er meget taknemmelige over det store engagement”
”Brystkræft er den hyppigste kræftform blandt kvinder i Danmark. 9,3 pct. af kvinder rammes af brystkræft, inden de er fyldt 75 år. Og det rammer ikke kun kvinden selv, men også familie og venner, som pludselig bliver pårørende til en kræftpatient. Det er derfor, vi sætter fokus på og samler penge ind til brystkræftsagen den 7. oktober.”  siger Margit Østergaard Laub, formand for Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Kolding.

”Vi er meget taknemmelige over det store engagement, vi møder fra KIF Kolding, og vi glæder os til håndboldkampen på lørdag i Sydbank Arena,” afslutter Margit Østergaard Laub.

For mere info om Lyserød Lørdag, klik ind på https://www.cancer.dk/stoetbrysterne/lyseroedloerdag/

Har du endnu ikke købt billet til lørdags opgør mod Skanderborg AGF Håndbold kan du gøre det via linket herunder:
www.billet.kif.dk/kampe

#vikæmperforkolding