KIF fik fornyet optimisme til kamp mod Skanderborg AGF


'}}

Af Ole Maass

Nok blev det ikke til point onsdag aften i Aalborg, men ikke desto mindre var det et KIF-hold med fornyet optimisme, som kunne tage den lange vej hjem til Kolding efter nederlaget på 35-31 til det nordjyske storhold.

Den tro på tingene tager KIF-spillerne og staben omkring holdet med til lørdagens hjemmekamp – klokken 15.30 i Sydbank Arena – når Skanderborg/AGF kommer på besøg. Det konstaterer KIF-træner Kristian Kristensen samtidig med, at han udtrykker stor respekt for midtjyderne.

-I Aalborg spillede vi en kamp, hvor der var mere bund i tingene. Langt hen ad vejen står vi godt i forsvaret, og i dele af kampen har vi både Benjamin Pedersen og Erik Toft med i begge ender af banen. Det styrker os helt klart, så samlet set var kampen i Aalborg en præstation med pil opad. Nu skal vi så bekræfte den tendens, når vi lørdag eftermiddag spiller hjemme mod Skanderborg/AGF, siger Kristian Kristensen.

Han er forberedt på, at hans mandskab her kommer til at møde et hold, som praktiserer lidt mere offensivt forsvarsspil, og derfor er det vigtigt, at KIF'erne spiller med stor omtanke i angrebet og undgår tekniske fejl. De fejl er Skanderborg/AGF's lynhurtige fløjspillere – den kommende KIF'er, Lars Skaarup og Mikkel Lang eksperter i at straffe. Og så har midtjyderne også særdeles stærke bagspillere i folk som Morten Hempel Jensen, Jonathan Mollerup, Torben Petersen, svenske Fredrik Olsson, ligesom holdets veteran og klassespiller Morten Balling også er på vej tilbage fra en skadespause.

For KIF gælder det, at holdet nu i den kommende tid meget gerne skal have flere point på kontoen, og i den sammenhæng er det altafgørende, at KIF's trofaste fans nu stepper op, giver den gas og bakker holdet op. Så kom i hallen lørdag eftermiddag. Tag din bedste ven og veninde, din moster, onkel og svigermor med. Vi har brug for dem alle, og KIF-drengene har brug for opbakning i alle 60 minutter lørdag eftermiddag til den vigtige kamp, som venter forude.

#vikæmperforkolding