Af Ole Maass
KIF Kolding kan lørdag ved middagstid – med kampstart klokken 12.00 – i AL Sydbank Arena, hal 3, se frem til at blive testet mod et voldsomt forstærket GOG-hold.
De fynske DM-bronzevindere fra sidste sæson har inden denne sæson hentet landsholdsmålmand Kevin Møller i Flensburg, den schweiziske landsholdsplaymaker Manuel Zehnder i SC Magdeburg, den svenske landsholdsfløj Lucas Pellas i Montpellier samt stregspiller Steven Plucnar Jacobsen i Rhein Neckar Löwen. Plucnar, som i foråret i år fik debut på det danske landshold, huskes i Kolding for en enkelt sæson i KIF – sæsonen 2022/23 – hvor han blev noget af en publikums-yndling for sin indsats som altid var præget af 100 procent dedikation og fight.
Det er altså fire forstærkninger til et fynsk mandskab, som i forvejen har profiler som blandt andre Hjalte Lykke, Óli Mittun og Lasse Vilhelmsen.
Så det er en særdeles stærk modstander KIF Koldings ligahold lørdag ved middagstid skal møde i Kolding.
-Der er næppe tvivl om, at GOG er favorit som førsteudfordrer til Aalborg i den kommende sæson. Men vi glæder os til at måle os med dem. Vi synes selv, at vi i de seneste uger har bevæget os i den rigtige retning, og vi arbejder på at finde de konstellationer vi skal bruge i kampene. Det har set bedre ud i vores angrebsspil end i forsvaret, men også i forsvarsspillet er der tendenser i den rigtige retning, siger KIF's cheftræner Anders Eggert om de ting han og spillerne har arbejdet med i træningerne og i de to første træningskampe mod TM Tønder og senest i sidste weekend mod 2. Bundesligaholdet VfL Lübeck-Schwartau.
For KIF's hjemmepublikum bliver der lørdag god lejlighed til at tage de ”nye drenge i klassen” på KIF-holdet i øjesyn. Højre back Kristoffer Vestergaard og playmaker Hjalte Langmack har i de to første træningskampe fået masser af spilletid og begge gjort det rigtig godt, men også målmandsduo'en Victor Bang og Rasmus Storm, venstre fløj Mathias Kragh og stregspiller Valdemar Hermansen er spændende spillere, som vi i den kommende sæson skal se en hel masse til. Og altså også lørdag ved middagstid, hvor de sammen med de spillere som spillede KIF retur til ligaen i sidste sæson skal måle sig med det stærke GOG-hold, som har hentet to sikre sejre i holdets to første træningskampe mod henholdsvis Skanderborg AGF og Skjern Håndbold.
Træningskampen mellem KIF Kolding og GOG fløjtes i gang klokken 12.00 lørdag. Forud for kampen har KIF inviteret alle klubbens sæsonkortholdere til et eksklusivt kickoff-møde, som holdes klokken 10.15-11.15 i Sparekassen Kronjylland loungen på 2. sal i hallen. På mødet vil blandt andre bestyrelsesformand Kim Møller Jensen byde velkommen, cheftræner Anders Eggert vil fortælle om arbejdet med forberedelserne og forventningerne til den kommende sæson, ligesom ligaholdets nye anfører Benjamin Pedersen også vil tage ordet.

![6I4A0158[1]](https://kif.dk/wp-content/uploads/brizy/imgs/6I4A01581-1317x878x73x0x1170x878x1786110829.jpg)