Af Morten Ravn
Julie Loop modtog i aftes prisen som Ikon Årets Talentudvikler ved Fritid og Idræt Award 2025 i Kolding Kommune. Prisen er en hyldest til hendes ekstraordinære indsats som leder af KIF Håndbold Akademi, en rolle som hun har bestridt siden 2022.
En passion for talentudvikling
Julie Loop kom til KIF Håndbold akademi med en brændende passion for talentudvikling og en imponerende erfaring, der hurtigt blev omsat til konkrete resultater. Hun har siden sin tiltrædelse skabt et struktureret og bæredygtigt akademi, hvor både bredde og elite forenes. Med fokus på trivsel udvikling og balance har hun skabt et miljø, der skaber resultater både på og udenfor håndboldbanen.
Formand for KIF Håndbold, Thomas Christensen, var med til at indstille Julie til prisen, og han er naturligvis også meget glad for, at Julie blev den endelige vinder:
” Vi er utrolig glade for, at juryen har fundet vores indstilling af Julie så god at hun kunne vinde prisen. Vi er selvsagt meget tilfredse med den indsats Julie yder for akademiet men allermest for de unge mennesker. Det er vigtigt at man ser spillerne både som idrætsudøvere, men også som mennesker, og det evner Julie til fulde. Vi ønsker Julie stort tillykke med prisen, og glæder os til at se hende tilbage på akademiet efter hendes barselsorlov.”
En solid baggrund i dansk håndbold
Julie Loop kommer oprindeligt fra Sjælland hvor hun blandt andet har været træner i Køge og i 1. divisionsklubben HØJ Håndbold. Inden hendes tid i Kolding arbejdede hun i seks år på skolerne i Oure på Sydfyn som en del af deres trænerstab. Denne erfaring har givet hende en dyb forståelse for, hvordan man skaber balance mellem sportslig udvikling og personlig trivsel.
Direktør i KIF Kolding, Christian Hjermind, udtrykker også stor glæde over Julies imponerende kåring:
”Det glæder mig SÅ meget på Julies vegne. Det er en flot titel og hun er bestemt titlen værdig. Julie har været med til at udvikle og forme vores akademi de senere år, hvilket har gjort en stor forskel. Og så er hun god med de unge mennesker, så de både udvikler sig som håndboldspillere og som hele mennesker.
Helhed i fokus: Samarbejde med Kolding talent
Som en del af sit arbejde hos KIF Håndbold Akademi samarbejder Julie Loop tæt med Kolding talent, en organisation, der hjælper unge atleter med at kombinere deres sportskarriere med skolegang og uddannelse. Denne tilgang sikrer, at de unge håndboldspillere kan forfølge deres drømme, samtidigt med at de opbygger et solidt fundament for deres fremtid.
Står i spidsen af et fantastisk team
Hovedpersonen selv er naturligvis stolt at den flotte hæder: ”Jeg er utrolig stolt af at være blevet kåret til årets talentudvikler 2025, i en by med så mange gode idrætsmiljøer. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til KIF Håndbold og KIF Kolding, for at støtte op om akademiet. Jeg står i spidsen for et fantastisk team af dygtige folk på akademiet, som alle bidrager til talentudviklingen i KIF. Derudover, føler jeg mig priviligeret af at få lov at være en del af de unges hverdag. Uden deres drømme og dedikation, var der intet talentudviklingsmiljø.” lyder det fra Julie Loop.
Hos KIF Kolding, KIF Håndbold og KIF Håndbold Akademi ser vi frem til at fortsætte denne rejse med Julie Loop i spidsen og glæder os til at se endnu flere talenter blomstre i de kommende år.
Udover Julies velfortjente hæder blev unge Willads Alexander Arendal Kristiansen også kåret som Årets Unge Leder i KIF Håndbold. Et stort tillykke skal naturligvis lyde til Willads for den flotte og fortjente anerkendelse.